Stig Elling: Her har I mig tilbage!
Det blev til et halvt år væk fra branchen. Stig Elling gik fra Star Tour og er nu tilbage hos Bravo Tours.


Det blev kun til et halvt års pause for Stig Elling, der i januar ellers forlod rejsebranchen efter 50 år - senest som salgsdirektør i Star Tour. Han er nu tilbage hos Bravo Tours som rejseambassadør og rejseekspert. Bravo Tours er Danmarks tredjestørste rejsearrangør.

Og selv om det var meningen, at Stig Elling ville have mere fritid, så kunne han ikke undvære rejsebranchen.

- De sidste 33 år har jeg været på hver eneste dag 24 timer i døgnet. Selvfølgelig har jeg savnet det, og det vidste jeg også ville ske. Jeg gik ikke på pension i januar, jeg tog en pause. Det har aldrig været min plan at lave ingenting, siger han i en pressemeddelelse.

Bravo Tours er ikke ukendt for Elling. Han har været venner med rejseselskabets stifter og administrerende direktør i mere end 30 år, Peder Hornshøj, der startede selskabet for 16 år siden.

- Jeg har den dybeste respekt for det, Bravo Tours har opnået på kun 16 år. For mig er de et rejseselskab, der bygger på og holder fast i de rigtige dyder som god service, tryghed på ferien, danske rejseledere, høj kvalitet og value for money. Dyder, jeg altid har stået for og rigtig gerne vil være med til at udvikle, siger han.

Stig Elling skal være med til at udvikle Bravo Tours - og han kommer også til at indtage sin vante rolle som talsmand for selskabet, når der er brug for det.

Hos Bravo Tours glæder de sig også over, at Stig Elling nu er del af selskabet.

- Vi har været konkurrenter og branchekolleger, men vi har også været rigtig gode venner gennem alle årene. Et venskab, der startede lang tid før, jeg startede Bravo Tours, hvor Stig og jeg arbejdede sammen nogle år, siger Peder Hornshøj.

Bravo Tours forventer at have 170.000 rejsende i år. Sammen har Elling og Hornshøj over 80 års erfaring i branchen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.