Glæden og lettelsen var tydelig, da skuespillerinden Stephania Potalivo og den professionelle danser Morten Kjeldgaard strøg videre til finalen i Vild med dans.
- Det ville være dejligt, hvis man kunne opfinde et nyt ord, der præcist beskriver, hvordan det føles. Det er helt vildt, siger Morten Kjeldgaard og bliver hurtigt suppleret af sin partner.
- Man mangler simpelthen ord for, hvor fantastisk og overvældende det er. Det er så stort det her, siger hun.
Skuespillerinden, der er kendt fra tv-serien "Sjit Happens", blev tidligt udråbt som Vild med dans-favorit af bookmakerne, men vejen til finalen har ikke altid været en dans på roser.
Allerede i starten af programmet fik hun flere fibersprængninger mellem ribbenene, men på trods af skaden kæmpede hun videre. Det har ikke været den eneste udfordring for den 29-årige skuespillerinde, der fortæller, at hun havde meget svært ved at huske trinnene til at starte med.
- Da vi startede, var vi lidt bekymrede, fordi jeg havde lidt indlæringsvanskeligheder. Jeg havde svært ved at lære og huske trinnene, og det gik ekstremt langsomt for mig. Det var lidt problematisk, men Morten har forstået, hvordan han skulle få det ind i hovedet på mig. Det er ikke fordi, at han har haft en nem opgave, han er bare dygtig og tålmodig, siger hun.
Stephania Potalivo og Morten Kjeldgaard skal kæmpe mod skuespillerinden Ena Spottag og den professionelle danser Thomas Evers Poulsen i Vild med dans-finalen næste fredag i Forum Horsens. Showet sendes live på TV2.
/ritzau/FOKUS