Stephan Hansen vinder compound-guld ved VM i København
Vidunderdrengen Stephan Andersen vandt VM-guld i compound med en sejr over Rajat Chauhan fra Indien.
Stephan Hansen skød sig lørdag til VM-guld i compound.
Stephan Hansen skød sig lørdag til VM-guld i compound. Foto: HOVE OLESEN PETER/POLFOTO


Bueskytten Stephan Hansen afsluttede lørdag et for ham personligt suverænt VM i København med guld i compound.

Den bare 20-årige dansker slog i finalen på Christiansborg Slotsplads den jævnaldrende inder Rajat Chauhan 147-143.

Hansen har gennem hele ugen været roligheden og præcisionen selv på sin vej mod finalen, og det var også tilfældet foran de mobiler tribuner med omkring 1000 tilskuere i det centrale København.

Den unge falstring virkede på ingen måde tynget af forventningspresset, der bare er steget og steget ugen igennem.

Han åbnede med en nier, men rejste sig med to 10'ere, så stillingen var lige efter de tre første pile.

Jævnbyrdigheden fortsatte, og det var fortsat helt lige, efter at de to finalister havde sendt seks pile af sted.

Men så begyndte Stephan Hansen at trække fra. Tre 10'ere i træk sendte ham i front med 88-85.

Rajat Chauhan halede et enkelt point ind før de tre sidste pile, men tættere på kom inderen ikke, da Stephan Hansen sluttede af med tre 10'ere.

Den nye danske verdensmester, der allerede begyndte at skyde med bue og pil i en alder af syv, er lidt af en vidunderdreng.

Indenfor international bueskydning er falstringen kendt som "The Fresh Prince", efter at han har vundet tre individuelle VM-titler ved ungdomsmesterskaber. Det har ingen anden i verden præsteret med compound-buen.

Tidligere på lørdagen vandt den unge stjerne VM-bronze i holdkonkurrencen sammen med Martin Damsbo og Patrick Laursen.

VM fortsætter søndag, men turneringen er overstået for de danske skytter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.