Stephan Andersen havde gerne byttet kåring for sejr
FCK-målmanden mener, at han blev kåret som kampens bedste FCK-spiller mod Viborg på en lidt billig baggrund.
Målmand Stephan Andersen havde gode indgreb, da FCK spillede 0-0 hjemme mod Viborg.
Målmand Stephan Andersen havde gode indgreb, da FCK spillede 0-0 hjemme mod Viborg. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Stephan Andersen som kampens bedste FC København-spiller? I en hjemmekamp mod Viborg?

Det havde næppe ret mange forventet på forhånd, men det blev ikke desto mindre tilfældet, da FCK søndag måtte nøjes med 0-0 hjemme mod jyderne i Alka Superligaen.

FCK-målmanden havde da også gerne byttet kåringen til en god indsats af FCK-holdet og den sejr, som ville have været de flestes gæt før kampen i Telia Parken.

- Jeg ville hellere have vundet 4-3 og ikke blive kåret som man of the match, end jeg vil stå her bagefter og være blevet kåret til det.

- Det er måske også på en lidt billig baggrund, at jeg bliver kåret, og det siger vel også noget om, hvordan vi præsterede i dag, siger Stephan Andersen.

Landsholdsreserven fik uventet meget at lave i kampen mod Viborg, hvor FCK kunne have slået et hul på tre point ned til FC Midtjylland, før topholdene mødes næste søndag i Herning.

- Det virkede som om, at vi ikke rigtig kunne få spillet til at køre. Jeg havde håbet, at vi kunne lægge på i de sidste 20 minutter af kampen, men det virkede som om, at vi ikke havde energien til det.

- Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende. Hvis vi vil vinde mesterskabet, skal vi ikke stå her bagefter og sige, at det var godt, at vi fik det ene point, siger Stephan Andersen.

Den 33-årige målmand er alligevel fortrøstningsfuld før kampen mod FCM, der er et enkelt point efter FCK i toppen af tabellen.

- Jeg synes, vi har været inde i en rigtig god stime i lang tid og har vist gode takter.

- Det er, hvad der kan ske, at vi ser lidt svækkede ud defensivt i dag, og at vi ikke får sendt bolden i kassen. Men så er det positivt, at vi holder nullet, siger Stephan Andersen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.