Stenkast bekymrer ambulance-chauffører
Falck-reddere er frustrerede over situationen, siger deres chef.
Af Victor Kristensen
MERE
Regionsdirektør for Falck Nord, Diana Sørensen, ser gerne, at forældre tager en snak med deres børn, efter hendes reddere er blevet udsat for stenkast under udrykning.
Regionsdirektør for Falck Nord, Diana Sørensen, ser gerne, at forældre tager en snak med deres børn, efter hendes reddere er blevet udsat for stenkast under udrykning. Foto: Privat


Bølgen af stenkast fra vejbroer vil efterhånden ingen ende tage.

Mandag aften var det dog ikke en almindelig personbil, der blev sigtet mod, i Aalborg.

En ambulance på vej til at afhente en patient med hjertestop var målet denne gang.

Stenen ramte heldigvis taget, og da redderne var i gang med en livsvigtig opgave, valgte de at køre videre. Alligevel bliver redderne i Nordjylland påvirket af hændelsen. Det fortæller deres chef, Diana Sørensen, der er regionsdirektør for Falck Nord.

- Det har efterfølgende affødt en del snak blandt vores reddere om, hvordan vi skal reagere, og hvad skal vi gøre anderledes. Konklusionen er, at det her kunne jo også ske for vores reddere, når de kører privat. Så det handler om at være opmærksom i trafikken, men også om at man ikke må blive bekymret, siger Diana Sørensen.

Ifølge Diana Sørensen er redderne frustrerede over, at de risikerer at få kastet sten imod sig, blot fordi de kører på de danske veje. Heldigvis skete der ikke denne gang noget alvorligt, men det var blot tilfældigt, at ambulancen ikke var tvunget til at opgive at hente en patient med hjertestop.

- Redderne føler glæde, over at det ikke gik værre. Men i høj grad er de også bekymrede, for hvad hvis den havde ramt ruden? Stenen, som ramte, var vist ikke særlig stor. Men havde den ramt med en særlig hastighed og ramt et særlig sted på ruden, så kunne det være gået rigtig galt. Det er de tanker, som redderne sidder med, fortæller Diana Sørensen.

Kørte videre trods angreb

Falck-direktøren fortæller, at redderne altid er særdeles opmærksomme og hensynsfulde i trafikken. især når de er under udrykning. Alligevel blev ambulancen offer for en hensynsløs gerningsmand og en sten kastet uden varsel.

- Redderne er ude at køre, og så kommer de forbi en gangbro, og da de passerer under den, er der noget, som rammer taget på vognen. De vælger at køre videre på opgaven, men kontakter vagtcentralen og rapporterer, at de er blevet ramt af noget, som formodentlig er en sten, fortæller Diana Sørensen om episoden.

Redderne, som var i ambulancen, har ikke ønsket at udtale sig og vil i stedet fokusere på deres daglige arbejde.

Politiet reagerede hurtigt på reddernes anmeldelse og mødte talstærkt op med hunde. De har ligeledes modtaget en række tips fra bekymrede borgere, der måske har set noget.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.