I efteråret 2002 indtraf en tragisk hændelse, der stadig sætter sine spor hos den 35-årige tømrer Steffen Goddard fra København.
Hans gode ven, Søren, som han mødte i 9. klasse, blev dræbt i en voldsom arbejdsulykke på en landbrugsejendom i Thy.
Søren, der ligesom Steffen Goddard var tømrerlærling, var i gang med at montere nogle tagplader, da han fik overbalance og røg ud af en teleskoplift og faldt 8-10 meter ned.
De tunge tagplader af eternit ramte hans ryg, og hans liv stod ikke til at redde.
Steffen Goddard husker stadig tydeligt, hvordan han reagerede, da han fik overbragt den tragiske nyhed om vennens død.
- Jeg var ude ved en anden kammerat, da hans mor kom ind på værelset og fortalte om det. Det er klart, man begynder at græde, når man får sådan noget at vide, fortæller Steffen Goddard til Avisen.dk.
Forskellig fokus på sikkerhed
Steffen Goddard og Søren havde tømrerfaget tilfælles, og de fangede tidligt den fælles interesse for bjælker og andet træmateriale. De gik på teknisk skole sammen og var i lære samtidig, dog ikke hos den samme virksomhed.
I dag arbejder Steffen Goddard i virksomheden Jakon, der er et større tømrerfirma, som har ordrebogen fyldt med offentlige byggeopgaver. Senest har han blandt andet deltaget i et byggeri i Københavns Lufthavn.
Tirsdag holdt han et oplæg på en konference i Odense, hvor over 1.500 arbejdsmiljørepræsentanter var samlet. Her fortalte han om tabet af barndomsvennen, og samtidig understregede han, hvor vigtigt det er, at sikkerheden er i orden på byggepladserne.
- Dengang, da min ven døde, tog man lettere på sikkerheden. Reglerne blev ikke altid overholdt, og man gik ikke altid ud og sikkerhedsvurderede en byggeplads før et projekt. I min verden er det meget anderledes i dag. Der er større bevågenhed på, at faldsikringsudstyr er i orden, siger Steffen Goddard, der mener, at nogle virksomheder har større fokus på sikkerheden end andre.
- Det er mit indtryk, at de større håndværkerfirmaer med mange byggeopgaver i det offentlige tager sikkerhed og arbejdsmiljø mere seriøst end eksempelvis de små, erhvervsdrivende tømrermestre, hvor de økonomiske rammer fylder mere, fortæller han.
Råbte ad håndværkere på taget
Som arbejdsmiljørepræsentant er Steffen Goddard særligt opmærksom på, at arbejdsmiljøet skal være i orden. Og det gælder ikke kun på hans egen arbejdsplads. Han kan også finde på at give sin mening til kende, når han ser, at der bliver set stort på arbejdsmiljøet andre steder.
- En dag, da jeg hentede min datter i fritidshjemmet, kravlede to håndværkere, som formentlig var østeuropæere, rundt på taget af en nabobygning uden sele og andet sikkerhedsudstyr. Jeg blev fortørnet og råbte, at de skulle komme ned. Det virkede heldigvis som om, de tog det til sig og kravlede tilbage i liften, fortæller Steffen Goddard.
Som udgangspunkt har arbejdsgiveren ansvaret for, at sikkerheden er i orden på en byggeplads. Men arbejdsmiljøarbejdet skal ske i et samspil mellem arbejdsgivere, ledere og medarbejdere.
Ved større byggerier har også bygherre, rådgivere, projekterende og leverandører ansvar og pligter.
I 2018 er der ifølge Arbejdstilsynet noteret 31 dødsulykker på de danske arbejdspladser, hvoraf mange af dem er foregået i bygge- og anlægsbranchen.