Steffens bøn: Bevar revalidering - ellers får det store konsekvenser
Steffen Larsen er en af dem, der har fået hjælp af revalideringsydelse. Nu vil regeringen fjerne ydelsen.
Steffen Larsen er på revalideringsydelse og frygter, hvad der kommer til at ske, hvis den forsvinder.
Steffen Larsen er på revalideringsydelse og frygter, hvad der kommer til at ske, hvis den forsvinder. Foto: Lene Esthave/Fagbladet 3F


Et ben i ryggen under en fodboldkamp blev i 2012 skæbnesvangert for Steffen Larsen, der er uddannet byggemontagetekniker.

Pludselig hed det operation, fire skruer og en plade sat ind i ryggen. Som 31-årig kunne han ikke bøje ryggen særlig godt, og det var farvel til fysisk og tungt arbejde.

Nu, fire år senere, har Steffen Larsen lige fået et 12-tal i engelsk på VUC i Sønderborg. Det er et af de første skridt i uddannelsen til teknisk designer, som han har fået på plads via en revalidering i Sønderborg Kommune, skriver Fagbladet 3F.

- Jeg glæder mig bare så utroligt til at komme ud på arbejdsmarkedet igen, fortæller den nu 35-årige sønderborgenser.

Slut med revalidering

Fra 1. juli 2017 vil regeringen lukke for tilgangen til revalidering. For revalidering er faldet markant de seneste ti år, begrunder politikerne det med. Og de indsatser, man benytter ved revalidering, er i høj grad tilgængelige på andre ordninger. Og så får man så meget i revalideringsydelse - dagpengesats - at det mindsker tilskyndelsen til at komme i beskæftigelse eller ordinær uddannelse. Sådan lyder regeringens argument.

Men for Steffen Larsen er det lige omvendt:

- Det betyder super meget, at jeg får en revalideringsydelse. Jeg ville jo skulle gå fra hus og hjem, hvis jeg skulle klare den uddannelse på SU. Jeg har lejlighed, kæreste og vores lille datter på 15 måneder. Jeg ville slet ikke kunne koncentrere mig om skolearbejdet, hvis stress over økonomien skulle tage al min tid. Det ville jeg slet ikke kunne håndtere, fortæller han.

Galmatias at fjerne ordningen

I Sønderborg Kommune er formanden for arbejdsmarkedsudvalget bestyrtet over udsigten til, at revalidering skal sløjfes.

- Det håber jeg virkelig ikke, at de får gennemført. Nu må vi virkelig råbe op. Revalidering er altså et sats på uddannelse, som alle jo er enige om, at der skal investeres i. Og vi har så gode resultater med det her i kommunen, siger Jan Prokopek Jensen (S).

Kommunen har over et år mere end fordoblet antallet af revalideringer. Pt er kommunen oppe omkring 275 personer. Og mere end 50 procent af de personer, der revalideres, er i varig beskæftigelse et år efter, oplyser udvalgsformanden.

- Det er jo ofte mennesker, der har stiftet familie, der bruger ordningen. At sætte dem på SU eller en anden lav ydelse i flere år ville ikke kunne lade sig gøre. Det vil være helt galimatias at fjerne ordningen. Tværtimod burde man styrke den, slår Jan Prokopek Jensen fast.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.