Status: Sådan klarede Danmark mødet med Gorm
Hundredvis af træer er væltet over hele landet, men ingen personer er kommet noget til, siger politiet.

Se flere videoer på Localeyes.dk
Henter afspiller ...
Se flere videoer på Localeyes.dk


Stormen Gorm har søndag aften forladt Danmark og efterladt politi og beredskab med en del oprydningsarbejde.

Værst synes det at være gået i Nordsjælland, som videoklippet øverst i artiklen stammer fra. Her melder politiet, at mange træer i løbet af aftenen er væltet ned over kørebaner forskellige steder i kredsen.

- Vi har prøvet at gøre boet op. Der er kommet cirka 200 anmeldelser om alt fra væltede træer, usikre stilladser, flyvende tagplader og nedfaldne elledninger, siger Peter Olesen, leder af kommandocentret, der er oprettet i forbindelse med stormen.

Ingen politikredse melder om personskade i forbindelse med Gorms hærgen. En mand i Nordsjælland var dog heldig ikke at komme til skade, da et træ væltede ned over den handicapscooter, han sad i, fortæller Peter Olesen.

Landet over melder politiet, at stormen er forbi, og at det mest akutte oprydningsarbejde er overstået.

- Det har blæst helt vildt og inderligt, og der er mange træer, som er væltet. Så vi vil gerne opfordre folk til at stå op fem minutter tidligere i morgen (mandag, red.) i tilfælde af, at deres vej til arbejde er spærret af et træ, siger vagtchef Carsten Andersen hos Midt- og Vestsjællands Politi.

I Sydjylland melder politiet, at Tarphagebroen over Varde Å er oversvømmet og ikke bliver farbar før engang mandag morgen.

Al trafik mellem Oksbøl og Esbjerg skal derfor ind gennem Varde by, fortæller vagtchef Ole Aamand.

I Limfjorden ser både Skive, Lemvig og Løgstør ud til at slippe for oversvømmelser, efter at Gorm har pisket en del mere vand end normalt ind i fjorden, melder Nordjyllands Politi og Midt- og Vestjyllands Politi.

I Nordsjælland holder politiet også øje med vandstanden ved byerne på østkysten af Nordsjælland og ved Frederiksværk i Roskilde Fjord, hvor vandstanden også er højere end normalt.

I København har politiet ophævet sin advarsel mod unødig udkørsel, men melder, at der fortsat er risiko for nedfaldne genstande.

I det nordvestlige Sjælland, hvor man fik nogle af de kraftigste vindstød på over 40 meter i sekundet, er en del træer væltet.

- Odsherred Kommune har været plaget af mange væltede træer, som beredskabet har arbejdet med at fjerne.

- Der vil stadig ligge træer rundt omkring, der ikke er fjernet, og det må påregnes, at de resterende træer først fjernes mandag morgen, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters samt Midt- og Vestsjællands Politi i en fælles pressemeddelelse sent søndag.

Alle større broer i Danmark er genåbnet efter Gorm. Togdriften i dele af landet er dog ikke helt oppe på vanligt niveau, melder DSB.

Se flere videoer på Localeyes.dk

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.