Statsledere står i kø for at bidrage til FN-styrker
Under FN's Generalforsamling er der kommet tilsagn fra 50 lande om over 40.000 nye soldater til FN-missioner.
USA er den største økonomiske bidragyder til FN's fredsbevarende missioner.
USA er den største økonomiske bidragyder til FN's fredsbevarende missioner. Foto: Andrew Harnik/AP


Flere end 50 lande har givet tilsagn om tilsammen 40.000 ekstra soldater og politifolk til FN's fredsbevarende missioner i verden.

Tilsagnene betyder, at den samlede FN-styrke kommer op på 165.000, der skal være med til at håndtere et stigende antal lokale og regionale konflikter i verden.

Kina er den største bidragyder med nu over 8000 betjente, mens Colombia for første gang stiller soldater til rådighed med hele 5000 af slagsen.

FN's fredsbevarende operationer er baseret på frivillige bidrag fra medlemslandene.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde mandag på talerstolen i FN, at Danmark er parat til at øge sit bidrag til FN-styrken i Mali.

Mens USA ikke bidrager med særligt mange soldater, er landet den suverænt største økonomiske bidragyder til de 16 missioner verden over.

Washingtons bidrag er på 28 procent af budgettet på 8,3 milliarder dollar.

- Vi ved, at fredsoperationer ikke er løsningen på alle problemer. Men de er fortsat et af de vigtigste redskaber i væbnede konflikter, siger Barack Obama til FN's Generalforsamling.

Det nye bidrag inkluderer foruden mandskab også helikoptere, ingeniørenheder, felthospitaler og minerydningsudstyr, som er en stor mangelvare.

Da Obama i første omgang annoncerede bidraget fra talerstolen, lød det på "kun" på 30.000 nye soldater.

Men i takt med, at flere og flere ledere kom på podiet, steg antallet til over 40.000.

Løfterne kom blandt andet fra små lande som Armenien og Fiji, men også store lande som Brasilien, Tyrkiet, Tyskland og Australien øger bidraget.

Mest iøjnefaldende er dog Rwanda, det afrikanske land, der selv har været igennem en smertelig, etnisk borgerkrig.

Landet stiller med to kamphelikoptere, to felthospitaler og 1600 kvindelige politibetjente.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.