Statsansatte baner vejen med smalt forlig
Overenskomstforhandlingerne mellem KL og de offentlige ansatte vil præges af fredagens forlig, mener forsker.
Politibetjente og andre statsansatte fik ikke den mindsteløn på 19.500 kroner, de sigtede efter.
Politibetjente og andre statsansatte fik ikke den mindsteløn på 19.500 kroner, de sigtede efter. Foto: www.politi.dk/free


De omkring 184.000 statsansatte fik ikke den mindsteløn på 19.500 kroner, de sigtede efter, da deres overenskomstforhandlinger fredag faldt på plads. Til gengæld får de lavest lønnede statsansatte mere i pension som et plaster på såret.

Forliget, der kom i hus uden drama, vil være med til at sætte stemningen ved overenskomstforhandlingerne mellem KL og de offentligt ansatte i kommunerne.

Det vurderer Mikkel Mailand, arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet.

- Forliget er som ventet, og jeg vil ikke kalde det epokegørende. Jeg bider mærke i, at det er et relativt smalt forlig med begrænsede lønstigninger, der dog sikrer fremgang i reallønnen, siger han til Ritzau.

KL og lønmodtagerne i kommunerne skal efter planen have deres overenskomst i hus i næste weekend, og Mikkel Mailand peger på, at fredagens aftale for de statsligt ansatte vil præge de kommende forhandlinger.

Det er primært antallet af overenskomster for FOA-medlemmer, som KL ønsker mindsket, siger Mikkel Mailand.

- Med fredagens forlig ligger der allerede en økonomisk ramme. KL vil forsøge at få færre, men bredere overenskomster, og jeg tror godt, at parterne kan møde hinanden, hvis der til gengæld bliver lovet et uddannelsesløft til de lavest uddannede.

- Arbejdsgiverne vil i et eller andet omfang forsøge at få mere fleksible arbejdstider for døgnområdet, men lønmodtagerorganisationerne virker ikke begejstrede for de forslag, der har været fremme, siger arbejdsmarkedsforskeren.

Finansminister Bjarne Corydon (S) blev fredag enig med Centralorganisationernes Fællesudvalg og Akademikerne om nye overenskomster på statens område.

Aftalen indeholder retten til en ekstra uges forældreorlov med fuld løn til fædre, uden at der bliver ændret på morens rettigheder. Overenskomsten er treårig og gældende fra 1. april 2015 til 31. marts 2018.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.