Statsadvokat opgiver voldssag om Solhaven
Anklagemyndigheden sætter punktum for usædvanlig stor voldssag, hvor beviserne manglede.
Tidligere forstander Søren Virenfeldt på opholdsstedet Solhaven i Farsø og de 11 andre tiltalte i sagen om påstået vold mod anbragte unge på Solhaven kan nu lukke sagen helt.
Tidligere forstander Søren Virenfeldt på opholdsstedet Solhaven i Farsø og de 11 andre tiltalte i sagen om påstået vold mod anbragte unge på Solhaven kan nu lukke sagen helt. Foto: RASMUS BAANER/POLFOTO


Statsadvokaten i Viborg har besluttet ikke at anke dommen, hvor 12 mænd fra opholdsstedet Solhaven blev frifundet for vold mod 20 unge.

Retten i Aalborg frifandt forstander Søren Virenfeldt og 11 ansatte for samtlige anklager om mishandling, ulovlig tvang og vold mod de mange anbragte unge 28. januar.

Frifindelsen kom efter en maratonlang retssag med over 50 retsmøder.

Retten fastslog, at der ikke var beviser for tiltalen.

Mange af de unge har forklaret troværdigt og detaljeret om det, de mente at have været udsat for. Men deres forklaringer kan ikke stå alene som bevis, sagde retten.

Der var stort set ingen vidner, der ikke havde forbindelse til enten de unge eller de tiltalte. Og der var heller ingen tekniske beviser.

Undervejs i sagen har forsvarerne beskyldt politiet for overfladisk efterforskning.

Solhaven med hovedsæde i Farsø gik konkurs som følge af straffesagen, og Søren Virenfeldt har varslet, at der kommer et erstatningskrav i "millionstørrelsen."

Ved frifindelsen var cirka 130 tilhørere mødt op i retslokalet i Aalborg, hvor afgørelsen blev modtaget med kontante klapsalver.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.