Standard & Poor's nedvurderer Grækenland igen
Midt under et græsk møde med Tyskland og Frankrig i Bruxelles får grækernes kreditværdighed et nyt hak nedad.
Grækenlands kreditværdighed har fået et hak nedad af det amerikanske kreditvurderingsselskab Standard & Poor's. Landet ligger nu på skalaens CCC-trin. Arkivfoto
Grækenlands kreditværdighed har fået et hak nedad af det amerikanske kreditvurderingsselskab Standard & Poor's. Landet ligger nu på skalaens CCC-trin. Arkivfoto Foto: Thanassis Stavrakis/AP


Det amerikanske kreditvurderingsselskab Standard & Poor's har onsdag aften nedvurderet Grækenlands langsigtede kreditværdighed med ét trin til CCC fra CCC+, skriver det britiske nyhedsbureau Reuters.

Grækenland er nu på det tredjenederste trin før D, som et land får, hvis det ikke længere kan betale sine regninger.

Standard & Poor's forudser, at Grækenland vil være ude af stand til at betale sine regninger - og dermed reelt gå statsbankerot - i løbet af de kommende 12 måneder, med mindre de gældsplagede grækere får en aftale med deres kreditorer.

Udsigten for Grækenland er negativ, lyder det fra ratingfirmaet, der dog ikke ændrer på vurderingen af Grækenlands kortsigtede kreditværdighed.

Meldingen om nedvurderingen af den langsigtede græske kreditværdighed blev offentliggjort, samtidig med at den græske premierminister, Alexis Tsipras, sad i møde i Bruxelles med den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og den franske præsident, François Hollande.

Standard & Poor's nedgraderede senest Grækenland den 14. april i år, da ratingen gik fra B- til CCC+ med negativ udsigt - og herfra er grækerne nu knap to måneder senere rykket yderligere ned, stadig med negativ udsigt.

Sammen med amerikanske Moody's og amerikansk-britiske Fitch udgør Standard & Poor's de såkaldte "tre store", som analyserer og giver karakterer for virksomheders, landes og andre skyldneres evner til at betale deres gæld til tiden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.