Stampe føjer bowling-bronze til Danmarks medaljesamling
Mik Stampe fik bronze ved bowling-EM i Masters-konkurrence, hvor han tabte en tæt semifinale.


Medaljerne flyder fortsat ind i en lind strøm til danskerne ved EM i bowling i Aalborg.

Lørdag sørgede Mik Stampe for en bronzemedalje i Masters-disciplinen.

Han tabte en tæt og dramatisk semifinale til Tore Torgersen fra Norge. Sidstnævnte vandt den sidste og afgørende serie med 224 point mod Stampes 222.

Masters-konkurrencen havde deltagelse af de 24 bedst placerede spillere fra fredagens All-Event.

Frederik Øhrgaard, Thomas Larsen og Jesper Agerbo var også iblandt, men de formåede ikke at spille sig frem til semifinalerne.

Med Stampes præstation lørdag kom den samlede danske medaljehøst op på i alt tre guldmedaljer og to af bronze ved EM på hjemmebane.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.