Genmab-aktionærer blev torsdag morgen belønnet for biotekselskabets opjustering af forventningerne til facit for 2016.
Efter at handlen startede på fondsbørsen i København, steg værdien på Genmab-aktier med omkring otte procent inden for den første halve time.
Det var den første handel med Genmab-aktien, efter at selskabet onsdag aften fremlagde regnskab for tredje kvartal af 2016. Her opjusterede selskabet forventningerne til hele året.
Det er salget af kræftmidlet Darzalex, der har overrasket positivt. Johnson & Johnson, der er Genmabs partner i USA, solgte for 372 millioner dollar i årets første tre kvartaler.
Salget resulterede også i begejstrede ord fra Jan van de Winkel, der er topchef i Genmab.
- I tredje kvartal har vi fortsat set en fremragende udvikling i vores Darzalex-program med Janssen (der er en del af Johnson & Johnson, red.), skriver han i regnskabet.
Ifølge Sydbanks analytiker Søren Løntoft Hansen kan Darzalex-salget overstige selv Genmabs opjusterede prognoser.
- Vi kan ende i en situation, hvor markedssalget for Darzalex overgår Genmabs netop udstukne prognose, siger han til Ritzau Finans.
/ritzau/