Stærkt nedkølet kajakroer blev reddet ved Bornholm
Tysker ville i hårdt vejr sejle i kajak fra Bornholm til Tyskland, men han kæntrede. Storstilet eftersøgning.
En helikopter fra flyvevåbnet, et Challenger-fly samt syv skibe deltager mandag i eftersøgningen af en kæntret kajakroer i farvandet vest for Bornholm (arkivfoto)
En helikopter fra flyvevåbnet, et Challenger-fly samt syv skibe deltager mandag i eftersøgningen af en kæntret kajakroer i farvandet vest for Bornholm (arkivfoto) Foto: Flyvevåbnets pressetjeneste/free


Flere skibe, en helikopter og et fly har mandag eftermiddag i flere timer ledt efter en kæntret kajakroer i farvandet vest for Bornholm.

Den storstilede eftersøgning gav bonus efter mere end fire en halv time.

- Han var ved bevidsthed, men stærkt nedkølet, siger vagtholdslederen ved Forsvarets søredningstjeneste.

Ved 18-tiden blev manden samlet op cirka 12 kilometer vest for Hasle af en redningshelikopter, hvis besætning havde spottet manden i bølgerne.

Manden blev derefter fløjet til behandling på Rigshospitalet.

Den reddede er en tysk mand, der angiveligt ville padle fra Bornholm til Tyskland. Rejsen blev indledt i Vang på den bornholmske vestkyst mandag formiddag.

Om eftermiddagen alarmerede pårørende til manden den tyske redningstjeneste og fortalte, at han var kæntret.

Meldingen gik videre til Forsvarets søredningstjeneste, JRCC, i Aarhus. Og her blev operationen iværksat cirka klokken halv to, oplyser man til Ritzau.

- Informationerne er meget sparsomme, så der er tale om et relativt stort eftersøgningsområde, sagde vagtholdslederen i JRCC om eftermiddagen.

Syv skibe deltog i forsøget på at lokalisere manden - heriblandt redningsbåde fra Nexø og Rønne, et skib fra fiskerikontrollen og Hjortø fra Marinehjemmeværnet.

Desuden overfløj en af flyvevåbnets redningshelikoptere samt et Challengerfly området.

Selv mente tyskeren, at han var kæntret fem kilometer syd for Rønne.

Men en nærmere undersøgelse af opkald til sendemaster afslørede, at han snarere var kæntret ud for Hasle.

Denne oplysning fik stor betydning for indsatsen, fortæller vagtholdslederen i Forsvarets søredningstjeneste, JRCC.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.