Stærk krone og valutavirak gør ferien billigere
Det er blevet billigere at rejse til langt de fleste af de mest yndede feriedestinationer, siger Spar Nord.
Det er blevet billigere at rejse ud i verden, siger Spar Nord, der har kigget på valutaudsving og inflation.
Det er blevet billigere at rejse ud i verden, siger Spar Nord, der har kigget på valutaudsving og inflation. Foto: Colourbox/Free


Råvarekrisen, en eftertragtet krone og ikke mindst briternes nej til EU har gjort det billigere for danskere at tage på ferie. Det viser en analyse foretaget af Spar Nord.

Banken har sammenlignet udsvinget i valutakursen med inflationen, for at se om det er blevet dyrere eller billigere at rejse til en stribe yndede feriemål.

- Der er mange lande, hvor det er blevet betydeligt billigere at rejse til. Under den udvikling ligger det for fleres vedkommende en årsag, der hedder råvarepriser, siger cheføkonom hos Spar Nord, Jens Nyholm.

Siden kufferterne skulle pakkes sidste år, har råvaremarkedet, der dækker over ting om olie, kul, metaller og meget andet, fået et ordentligt hak i tuden.

Det har ført til at lande, der er meget afhængige af deres råstoffer, har oplevet svækkelser af deres valuta over for kronen.

Det gælder blandt andet Mexico, hvis valuta er svækket med 14 procent over for kronen. Da inflationen samtidig ikke har været drastisk, er det blevet 11 procent billigere at rejse til landet.

Andre lande i den kategori er Rusland og måske lidt overraskende Norge.

Store destinationer som Spanien, Grækenland og Sverige er nogenlunde stabile.

Storbritannien ligger klart i top på listen over lande, det er blevet billigere at rejse til. Den store svækkelse af pundet oven på EU-afstemningen gør, at Storbritannien er blevet 16 procent billigere at besøge.

- Hvis man rejser nu, så får man nytte af det. Prisen på pund er simpelthen lavere, og priserne i pund er de samme.

- Men om tre-fire måneder bør priserne i pund begynde at stige, fordi det bliver dyrere for briterne at købe de varer, de skal sælge videre, siger Jens Nyholm.

Det er dog ikke kun blevet billigere at tage til udlandet. Eksempelvis er Japans valuta styrket så meget, at turen vil koste næsten en femtedel mere end for et år siden.

Og mens Brasiliens valuta er svækket, så gør tårnhøj inflation, at en tur er blevet fem procent dyrere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.