Stærk Fuglsang vinder sølv i højdramatisk landevejsløb
Jakob Fuglsang spurtede med om OL-guldet, men måtte til sidst se sig slået af belgiske Greg Van Avermaet.
Jakob Fuglsang vandt lørdag OL-sølv i linjeløbet i Rio.
Jakob Fuglsang vandt lørdag OL-sølv i linjeløbet i Rio. Foto: Khan Tariq Mikkel/Polfoto


Cykelrytteren Jakob Fuglsang sikrede Danmark en flot åbning på OL i Rio, da han lørdag vandt sølv i herrernes linjeløb. I en spurt blev han slået af Greg Van Avermaet fra Belgien.

Det var punktum på et højdramatisk løb, hvor styrt hos italienske Vincenzo Nibali og Sergio Henao fra Colombia i slutfasen gjorde, at Fuglsang for alvor kom med i medaljekampen.

- Jeg har ikke tabt førstepladsen, men vundet sølv, siger Jakob Fuglsang til DR Sporten.

- Jeg havde gode ben, og det skulle der også til, for det var en hård omgang, tilføjer han.

Polske Rafal Majka forsøgte at køre guldet alene hjem på de sidste kilometer, men blev hentet af Fuglsang og Greg Van Avermaet. Majka fik dog bronze fem sekunder efter Fuglsang og belgieren, som altså var bedst efter mere end seks timers cykelløb.

Tre hårde stigninger i løbets sidste tredjedel sørgede for, at kun de aller stærkeste kunne sidde med til sidst.

Efter 241 krævende og kuperede kilometer så det ud til, at Majka, Nibali og Henao skulle fordele medaljerne mellem sig.

Men det blev for alvor dramatisk med omkring 10 kilometer igen, hvor Nibali og Henao lige pludselig lå i asfalten. Majka nåede akkurat at undgå styrtet og forsøgte at køre alene i mål.

Fuglsang var en af de stærkeste til sidst, og han forsøgte at køre alene op til Majka på Copacabana, hvor målstregen var. Men Van Avermaet gik med. Resten af forfølgerne, som jagtede medaljer, kunne ikke følge med.

I spurten var der ikke så meget at stille op for Fuglsang. Da først Van Avermaet åbnede sin spurt, kunne danskeren ikke svare igen.

For 20 år siden vandt Rolf Sørensen ligeledes OL-sølv i samme disciplin ved legene i Atlanta, USA.

To andre danskere var med i løbet. Christopher Juul-Jensen, som arbejdede godt for Fuglsang, blev næstbedste dansker som nummer 32. Chris Anker Sørensen var den tredje dansker. Han blev nummer 60.

Danmarks officielle medaljemålsætning i Rio er ti.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.