"Stærk foruroligende": Arbejdsskader på tekniske skoler stiger
Metalsplint i øjet og fingre, der bliver snittet i høvlemaskiner, er eksempler på nogle af de mange arbejdsskader, elever kommer ud for på teknisk skole.
Af Kåre Kildall Rysgaard
MERE
Det her er et wake-up call, mener fagforbundet 3F.
Det her er et wake-up call, mener fagforbundet 3F. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix/Arkiv


Mere end 500 gange blev der sidste år anmeldt arbejdsulykker på tekniske skoler og fagskoler.

I 2011 var der omkring 300 skader. Stigningen skyldes, at vi er blevet bedre til at anmelde alle skader, også de små, siger skolerne.

Men 3F kalder stigningen foruroligende og ønsker højere sikkerhed.

Det skriver Ugebrevet A4, som har søgt aktindsigt i hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

- Det er stærkt foruroligende, at vi ikke snart ser en nedgang i arbejdsulykker. Vi har haft store indsatser for at forbedre arbejdsmiljøet, og faget indgår i alle uddannelser. Det her er et wake-up call om, at det ikke er godt nok endnu, siger forbundssekretær i 3F Søren Heisel.

De burde have styr på sikkerheden

Eksemplerne på ubehagelige skader er mange: En elev fik en metalsplint i øjet, som kunne skade synet. Andre fik fingre snittet i høvle-, båndmaskiner og rundsav, mens landsbrugselever blev trådt over tæerne af heste.

Der burde slet ikke forekomme så mange arbejdsulykker på skolerne, mener Kent Nielsen, ph.d. og forsker i arbejdsmiljøsikkerhed på Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning.

- De burde have styr på sikkerheden, for der er ikke samme produktionspres som på arbejdspladserne. Formålet med undervisningen er at lære og få viden om sikkerhed. Det er ærgerligt, at eleverne også introduceres til arbejdsulykker på skolerne, mener han.

Fra 2011 til sommeren 2016 er der anmeldt hele 2.573 arbejdsulykker fra tekniske skoler og fagskoler.

Men det høje tal er ikke mærkeligt, fortæller Sten Josiassen, arbejdsmiljøleder på Roskilde Tekniske Skoler.

Skoler bedre til at anmelde

- Når man ser på, hvor mange skader der er i forhold til årselever, så sker der få arbejdsulykker, siger han.

Sidste år blev 35 arbejdsmiljøskader fra Roskilde Tekniske Skole anmeldt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Men det skal holdes op mod, at skolen har 3.500 årselever og 440 ansatte, pointerer Sten Josiassen.

Han mener ikke, at arbejdsulykkerne er blevet værre. Tværtimod er skolen blevet bedre til at anmelde, når noget går galt. Samme melding lyder fra CELF - Center for Erhvervsrettede uddannelser Lolland Falster og fra Erhvervsskolen Nordsjælland.

- Der er større opmærksomhed på at anmelde. Vi går ind for at registrere selv den mindste skade, for så er personen bedre stillet retsligt, hvis det senere skulle blive alvorligt, siger Ole Sørensen, arbejdsmiljøleder Erhvervsskolen Nordsjælland.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.