Håndboldklubben Viborg HK har haft stor succes i denne sæson i Primo Tours Ligaen, hvor klubbens damehold er ubesejret.
På den europæiske scene var cheftræner Allan Heines tropper søndag til gengæld ved at løbe ind i en gevaldig øretæve ude mod Lada Togliatti i EHF Cuppens tredje kvalifikationsrunde.
Med en stærk anden halvleg lykkedes det dog for Viborg at få begrænset sæsonens første nederlag til cifrene 26-29.
- Jeg synes, vi viser rigtig god moral og kæmper rigtig flot, siger stregspilleren Stine Bodholt til Viborgs hjemmeside.
Første halvleg af kampen i Rusland blev noget af et mareridt for Primo Tours Ligaens tophold.
Lada Togliatti gik til pause med en føring på 18-10 og førte tidligt i anden halvleg med ti mål. Alligevel lykkedes det for Viborg at vinde anden halvleg med fem mål.
Viborg havde som optakt til kampen haft en rejse på over 20 timer til Togliatti, fordi der var forsinkelse både i København og Moskva.
- Da vi var bagud med 10 mål, så det ikke godt ud, men så begyndte vi at give slip og spille mere frit. Vi fik tempo i fødderne og kunne løbe nogle kontra mod dem, siger Stine Bodholt.
Med det knebne nederlag er alt åbent før returkampen i Viborg, der bliver spillet på lørdag.
- Der skal vi først og fremmest undgå endnu en første halvleg som denne. Vi skal stå godt i forsvaret og lade bolden gøre arbejdet. Og så skal vi have masser af tempo i spillet.
- Vi har en god base i Viborg Stadionhal, og vi kommer hjem med et godt udgangspunkt, da vi fik mindsket nederlaget til kun at være minus tre.
- Jeg synes, vi er bedre end Lada, så vi skal hente de tre mål, siger Stine Bodholt.
/ritzau/