Stærk afslutning sikrer utilfreds Bromer finaleplads
Viktor Bromer er klar til finalen i 200 meter butterfly i syvendebedste tid af de otte finalister.
Viktor Bromer svømmede semifinale i 200 meter butterfly mod blandt andre Michael Phelps.
Viktor Bromer svømmede semifinale i 200 meter butterfly mod blandt andre Michael Phelps. Foto: Martin Meissner/AP


Den danske svømmer Viktor Bromer er klar til OL-finalen i 200 meter butterfly.

I tiden et minut og 55,59 sekunder blev Bromer nummer fire i sin semifinale, og det rakte til syvendebedste tid blandt de otte, som svømmede sig i finalen fra de to semifinaler.

Trods finalepladsen var det ikke en tilfreds dansker, der kom op fra bassinet.

- Jeg synes bare, jeg var i alt for lavt et gear. Jeg kunne mærke det allerede fra starten af, lyder det fra den 23-årige svømmer.

- Jeg var rigtig godt oppe at køre under opvarmningen, men så gik jeg ned i gear op mod løbet og kom aldrig rigtig op igen.

Semifinalen blev svømmet ret sent, men Bromer afviser, at tidspunktet har haft negativ indflydelse på hans præstation.

- Jeg har trænet rigtig godt på det her tidspunkt af døgnet op til stævnet. Jeg synes ikke, det er noget, jeg har lagt mærke til i dagene op til løbet her, siger han.

Danskeren kom hurtigt fra startskamlen med den bedste reaktionstid i sin semifinale, men han lagde roligt ud i vandet.

Først halvvejs begyndte Bromer at rykke frem fra den tunge ende af feltet, og med en stærk slutspurt endte han på fjerdepladsen.

Selv var han dog ikke imponeret over, at han trods en dårlig fornemmelse svømmede sig i finalen.

- For at det skal være imponerende, skal jeg helst svømme lidt hurtigere i morgen, siger Bromer.

Semifinalen blev vundet af ungareren Tamas Kenderesi, som på de sidste meter pressede sig forbi den levende legende Michael Phelps.

De to kan Viktor Bromer altså også se frem til at dyste mod i finalen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.