Stærk afslutning giver Kjeldsen topplacering i USA
Søren Kjeldsen slutter som nummer 12 i Bridgestone International. Thomas Bjørn ender langt nede i feltet.
Kjeldsen gik sidste runde af Bridgestone Invitational i Ohio, USA i fire slag under par, og det sikrer danskeren en placering som nummer 12.
Kjeldsen gik sidste runde af Bridgestone Invitational i Ohio, USA i fire slag under par, og det sikrer danskeren en placering som nummer 12. Foto: SCH?TZE REN?/FOTOGRAF RENZ SCHYTZE


Golfspilleren Søren Kjeldsen er den bedst placerede dansker på verdensranglisten, og det understregede den 40-årige veteran søndag med endnu en god placering i en stor turnering.

Kjeldsen gik sidste runde af Bridgestone Invitational i Ohio, USA i fire slag under par, og det sikrer danskeren en placering som nummer 12. Inden søndagens runde lå han på en 26. plads i den stærkt besatte turnering.

De seneste måneder er Kjeldsen rykket flere hundrede pladser frem på ranglisten til nu nummer 79. I maj vandt han European Tour-turneringen i Dubai og ugen efter sluttede han på andenpladsen ved Nordea Masters i Malmø.

Shane Lowry fra Irland vandt turneringen i Ohio med en samlet score i 11 slag under par foran amerikaneren Bubba Watson.

Thomas Bjørn havde endnu en dårlig dag og brugte fem slag mere end banens par. Han slutter som nummer 69.

Verdensranglistens nummer et, Rory McIlroy, har i næsten fem uger været sat ud af spillet på grund af en beskadiget ankel.

Men nordireren ventes at gøre comeback, når verdenseliten næste uge samles til årets sidste majorturnering, PGA Championship i USA.

Den forsvarende mester brugte weekenden på at spille to træningsrunder på den bane, hvor PGA Championship begynder på torsdag.

- Det føles fint. Jeg er kommet langt på fem uger, siger McIlroy til nyhedsbureauet Reuters.

Han kom til skade under en fodboldkamp med venner 4. juli og har ikke spillet turneringsgolf siden. Skaden forhindrede blandt andet McIlroy i at stille op til British Open.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.