Da FC København tirsdag aften havde besøg af Viborg i Alka Superligaen, var hjemmeholdet uden flere profiler som Thomas Delaney, Andreas Cornelius og Federico Santander.
Alligevel vandt Ståle Solbakkens tropper med hele 4-0, og FCK-manageren er tilfreds med, at FCK var så stærke uden profilerne.
- Vi startede kampen rigtig godt, og selv om vi kunne være kommet bagud, fik vi bedre styr på det undervejs. Jeg er meget tilfreds med måden, vi gik på banen for at vinde kampen, siger Solbakken.
- Det er en meget svær bane at spille på, og der er mange tilfældigheder undervejs, for folk falder meget på underlaget.
- Nu har vi været igennem tre kampe uden Andreas Cornelius og Federico Santander og vundet alle tre, heriblandt to svære udekampe, og det er meget tilfredsstillende, konstaterer nordmanden.
FC Københavns Jan Gregus spillede kampen i stedet for anfører Thomas Delaney, som var ude med karantæne.
Gregus spillede en god kamp og scorede to mål, og han var selv tilfreds med sin indsats i kampen.
- Vi var flere, der fik chancen i dag, og både Kasper Kusk og jeg fik scoret. Vi fik vist, at truppen er bred og stærk, siger Gregus.
- Det vigtigste var, at vi vandt kampen, og forhåbentlig kan vi fortsætte på den måde og slutte sæsonen godt.
- Ser man på målene, var det måske min bedste kamp. Jeg forsøger at gøre mit bedste hver gang og hjælpe holdet, men denne kamp var lidt anderledes, da jeg scorede to mål, siger Gregus.
Ståle Solbakken roser den dobbelte målscorer Gregus for præstationen.
- Jan har været god til træning længe, og han er driftsikker. Det første mål var på en flot kontra, som var den første, vi har haft mod Viborg i fem-seks kampe, og på det andet fik han lidt hjælp, siger Solbakken.
FC Københavns næste opgave er på lørdag, hvor Randers FC kommer på besøg.
/ritzau/