Ståle Solbakken efter DM-guld: Mange troede ikke på os
Den norske træner roser blandt andre Mathias "Zanka" Jørgensen, efter at FCK sikrede mesterskabet.
Ståle Solbakken glæder sig over FC Københavns 11. mesterskab.
Ståle Solbakken glæder sig over FC Københavns 11. mesterskab. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Det var en glad Ståle Solbakken, der mandag aften evaluerede FC Københavns 2-0-sejr hjemme over FC Nordsjælland, der sikrede DM-guldet, samt sæsonen i Alka Superligaen som helhed.

Den norske træner glæder sig over, at FCK med blot tre liganederlag i sæsonen har været det klart mest stabile hold, så klubben tre runder før afslutningen på sæsonen har ti point ned til Sønderjyske på andenpladsen.

- Der har været mange stunder i sæsonen, hvor mange mennesker troede, at vi ikke ville ende med at vinde.

- Vi lå otte point efter FC Midtjylland tidligt i sæsonen, ganske vist med en kamp i hånden. Men det har ikke været nemt.

- Vi havde også to pokalsemifinaler, som viste sig at være en slags finaler, fordi det var mod Brøndby, og så havde vi også en pokalfinale oven i et komprimeret program i Superligaen. Det gør præstationen endnu bedre, siger Ståle Solbakken.

Nordmanden sender roser i retning af mange af sine spillere, der var med til at sikre mesterskabet.

Herunder midterforsvareren Mathias "Zanka" Jørgensen, der har været meget i vælten i medierne i sæsonen, både for sit spil og for sin personlighed.

- "Zanka" har haft en fantastisk sæson. Siden de første seks-syv kampe har han været den med afstand bedste midterforsvarer i Superligaen. Ingen har været tæt på ham.

- Efter at Erik Johansson kom til, er det måske blevet tæt. Men fordi "Zanka" er den, han er, så bliver der fokus på alt muligt andet, siger Ståle Solbakken.

Han roser også andre spillere.

- Thomas Delaney har haft sin bedste sæson, og Nicolai Jørgensen har været rigtig god det seneste halve år.

- Federico Santander bliver stærkere og stærkere, og William Kvist har de seneste fem-seks uger været den William, vi kender, siger træneren, der peger på, at FCK også solgte profilen Daniel Amartey midtvejs i sæsonen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.