Sri Lankas veteranleder tabte valg
Sri Lankas tidligere præsident Mahinda Rajapakse, der har styret landet i et årti, erkender valgnederlag.
Tilhængere af Sri Lankas tidligere præsident Mahinda Rajapakse havde ventet en klar sejr til veteranpolitikeren, man han fik ringe støtte fra tamiler og muslimer.
Tilhængere af Sri Lankas tidligere præsident Mahinda Rajapakse havde ventet en klar sejr til veteranpolitikeren, man han fik ringe støtte fra tamiler og muslimer. Foto: Gemunu Amarasinghe/AP


Sri Lankas tidligere præsident Mahinda Rajapakse, der har styret landet i et årti, erkender, at hans parti er blevet besejret ved parlamentsvalget. Det regerende parti synes at blive siddende på magten, men uden absolut flertal, siger han i et interview med AFP.

- Jeg må opgive min drøm om at blive premierminister, siger Rajapakse, som mistede præsidentposten i januar efter grove anklager om korruption og nepotisme.

Ved mandagens parlamentsvalg havde han håbet på et politisk comeback.

Han har først og fremmest støtte blandt de etniske singalesere, mens tamilerne i det nordlige Sri Lanka stadig klart husker Rajakses rolle i regeringens blodige slutoffensiv mod oprørerne i De Tamilske Tigre i 2009 i borgerkrigens sidse fase.

Ekspræsidenten siger åbent, at hans valgnederlag skyldes mangel på støtte fra tamiler og muslimer, som udgør en fjerdedel af befolkningen.

Rajapakse siger, at han havde ventet at vinde en stor sejr.

Den nuværende præsident, Maithripala Sirisena, der kom til magten sidste vinter, har i sin korte regeringstid set til, at hæren har trukket sig tilbage fra de tamilske regioner i Nord. Han udskrev valg et år før tiden, da han ønskede at forbedre sit partis position i parlamentet.

Tidligere medlemmer af De Tamilske Tigre (LTTE) stillede op til parlamentsvalget, hvor de officielle resultater først offentliggøres senere. Men det står klart, at Rajapakse har tabt.

FN-organisationer har sagt, at 40.000 civile mistede livet i slutfasen af krigen i Sri Lanka i 2009. Rajapakse er tidligere blevet hårdt kritiseret af tamiler for ikke at have iværksat en uafhængig undersøgelse af massakrerne på tamiler i den afsluttende fase af krigen.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.