SR venter ny milliard-asylregning næste år
Hvis udgifterne til asylområdet stiger, så skal pengene tages fra udviklingsbistanden, siger S-ordfører.
I 2016 kan asyludgifterne blive 1,5 milliard kroner højere end regeringen tidligere forventede. Arkivfoto er fra Sandholmlejren.
I 2016 kan asyludgifterne blive 1,5 milliard kroner højere end regeringen tidligere forventede. Arkivfoto er fra Sandholmlejren. Foto: GORM BRANDERUP/POLFOTO


Næste års udgifter til asylområdet kan blive væsentlig højere end hidtil forventet.

I regeringens seneste Økonomisk Redegørelse, der blev offentliggjort i sidste uge, skønnes ekstraregningen at kunne blive 1,5 milliarder kroner højere end forudsat i fremskrivningerne af udgifterne for 2016, skriver Jyllands-Posten.

Holder den forventning, kan asyludgifterne blive tre gange højere end det, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har lagt op til at bruge på yderligere velfærd i valgoplægget "Danmark på sikker vej".

Dermed vil tre fjerdedele af næste års vækst i det offentlige forbrug gå til flygtninge ifølge avisen.

I regeringens valgoplæg står der ikke noget om ekstraregningen, selvom Finansministeriet kendte størrelsen, da Thorning dagen før valgudskrivelsen i sidste uge fremlagde sin plan for de næste fem års økonomi.

- Det er ikke helt i orden og skaber ikke transparens, at regeringen gemmer de 1,5 milliarder kroner til asylområdet, siger Bo Sandemann Rasmussen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet til Jyllands-Posten.

Venstres finansordfører, Peter Christensen, mener, at regeringen "prøver at skjule" udgiften til udlændingeområdet. Men partiet har ikke selv en konkret finansiering klar til en eventuel ekstraregning.

Socialdemokraterne afviser kritikken. Politisk ordfører Maja Panduro siger til Jyllands-Posten, at når skønnet for næste års asyludgifter er opjusteret, er der tale om en "rent teknisk fremskrivning".

- Vi har ingen forventning om, at udgifterne vil stige. Men hvis de skulle gøre det, så vil de blive fundet inden for rammerne af udviklingsbistanden, siger hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.