Sprudlende Liverpool stormer på førstepladsen
Liverpool nedlagde Watford hjemme og overtog førstepladsen i Premier League.
Liverpools manager, Jürgen Klopp, kunne lørdag glæde sig over en storsejr og førstepladsen i Premier League.
Liverpools manager, Jürgen Klopp, kunne lørdag glæde sig over en storsejr og førstepladsen i Premier League. Foto: Jason Cairnduff/Reuters


Liverpool FC har fuld fart på i Premier League, og søndag hentede Jürgen Klopps tropper den tredje ligasejr i træk.

Det gik ud over Watford, som blev rundbarberet med hele 6-1.

Sejren sendte Liverpool på førstepladsen i ligaen foran Chelsea og Manchester City. Liverpool topper med 26 point, mens de to forfølgere har henholdsvis 25 og 24 point.

Liverpool lagde et tungt pres på gæsterne i første halvlegs indledning, hvor hjemmeholdet kom til flere chancer.

Efter 26 minutter gik den ikke længere for Watford-forsvaret, som ikke fik markeret Sadio Mane ordentligt.

Efter et kort hjørnespark endte bolden hos Philippe Coutinho, der smækkede den ind over, hvor Mane fik lov at heade Liverpool i front.

Tre minutter senere var Coutinho igen på spil. Han modtog bolden fra Roberto Firmino, tog et træk i samme bevægelse og udplacerede Watford-keeper Heurelho Gomes.

Gæsterne kunne dårligt finde sine ben at stå på i den markante Liverpool-offensiv. Hjemmeholdet strøg afsted over kanten og fra højre side sendte Adam Lallana en perfekt bold ind i feltet, som Emre Can dirigerede i nettet med hovedet.

3-0 ved pausen, og det var svært at se, hvad gæsterne skulle stille op mod det sprudlende hjemmehold.

Efter lidt under et kvarter af anden halvleg slog Firmino så til, da han satte foden på et fladt indlæg fra Lallana, men Liverpool var ikke færdige, og Watford havde stadig ikke fundet sine ben at stå på.

De kvikke Liverpool-fødder voldte store problemer hos gæsterne.

Firmino løb om hjørner med José Holebas i Watfords venstre side og serverede bolden til Mane, der nemt gjorde det til 5-0.

Med et kvarter igen fik Watford lov at reducere, da Liverpools forsvar helt stoppede med at dække op. Nordin Amrabat fandt Daryl Janmaat, der udplacerede Loris Karius i Liverpool-målet.

Gode Liverpool-kombinationer i det 90. minut gjorde, at Georginio Wijnaldum kunne opfange en ripost og score sit første mål i Liverpool-trøjen, da han lukkede målfesten til 6-1.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.