Sprøjtegifte i hver fjerde drikkevandsboring
Vandværkerne råber vagt i gevær over landbrugets hyppigere sprøjtning, som er fordoblet siden årtusindskiftet.
Hver fjerde drikkevandsboring indeholder stadig sprøjtegift, viser en statusrapport fra Geus. Stik mod alle intentioner sprøjter landmændene deres marker dobbelt så ofte som for 15 år siden.
Hver fjerde drikkevandsboring indeholder stadig sprøjtegift, viser en statusrapport fra Geus. Stik mod alle intentioner sprøjter landmændene deres marker dobbelt så ofte som for 15 år siden. Foto: Vitas/Colourbox


Der er stadigt sprøjtegift i hver fjerde danske drikkevandsboring.

Det viser den nye statusrapport om grundvandet fra den geologiske forskningsinstitution Geus.

Forurenet drikkevand står ifølge flere undersøgelser øverst blandt de miljøproblemer, som danskerne prioriterer højest.

Alligevel er der dog positive takter i de nye tal fra den systematiske grundvandsovervågning, som har fundet sted siden 1989.

For når det gælder sprøjtemidler i grundvandet, er det især fortidens synder, der afsløres. Som en "puls" af gift bevæger de gamle giftstoffer sig langsomt ned mod det ældste grundvand.

Til gengæld har andelen af vandværksboringer, hvor grundvandet indeholder pesticider, stabiliseret sig til omkring hver fjerde vandboring de sidste fem-ti år.

Det bekymrer vandværkernes brancheorganisation, Danva. Ikke mindst fordi landmændene i dag stik mod alle intentioner sprøjter deres marker dobbelt så ofte som for 15 år siden.

- Grundvandsrapporten viser, at det ikke går fremad. Når landmændene samtidig sprøjter deres marker tiere end tidligere, risikerer vi de kommende år igen at se en stigning til fare for grundvandet, siger konsulent i Danva Claus Vangsgård.

Gennem 1990'erne blev landmændene politisk presset til at sprøjte sjældnere, indtil det nåede et lavpunkt i 2000. Siden er den såkaldte behandlingshyppighed dog steget igen til det næsten dobbelte.

I landbrugets hovedorganisation, Landbrug & Fødevarer, er områdedirektør Niels Peter Nørring til gengæld glad over, at andelen af fund med pesticider over grænseværdien falder i det øvre grundvand.

- Det viser, at godkendelsessystemet for pesticider sammen med indsatsen mod punktkildeforurening og god sprøjteadfærd har virket. Vi har i Danmark grundvand af høj kvalitet, og det skal vi fortsætte med, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.