Sprintkongen Cavendish er ude af Tour de France
Mark Cavendish har efter fire Tour-sejre i år forladt det franske etapeløb for at koncentrere sig om OL.
Mark Cavendish stak fire finger i luften, da han lørdag kørte sin fjerde sejr hjem i Touren. Tirsdag trak han sig fra det franske etapeløb.
Mark Cavendish stak fire finger i luften, da han lørdag kørte sin fjerde sejr hjem i Touren. Tirsdag trak han sig fra det franske etapeløb. Foto: Peter Dejong/AP


Den britiske cykelrytter Mark Cavendish (Dimension Data) trækker sig fra Tour de France for at fokusere på OL.

31-årige Cavendish har i år været næsten helt urørlig, når sprint-specialisterne har kæmpet om etapesejrene. Fire gange har briten været først over målstregen.

- Vi har analyseret mit træthedsniveau og besluttet, at jeg er nået til et punkt, hvor det vil få en negativ effekt på mit andet store mål i år, OL, at fortsætte, siger Mark Cavendish i en pressemeddelelse.

- Det har ikke været nogen nem beslutning at forlade et løb og en organisation, som jeg har så meget respekt for, og et hold, som jeg har så specielt et bånd til, siger sprinteren.

Med sine fire etapesejre er Cavendish oppe på 30 i alt i Touren gennem karrieren. Det har kun den belgiske legende Eddy Merckx gjorde bedre med 34 sejre.

Tour de France er nået til 17. etape, der køres onsdag. Det franske etapeløb slutter på søndag, når feltet kører ind mod Paris.

Cavendish er udtaget til det britiske banelandshold til sommerens OL i Rio, der begynder 5. august.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.