Sportsglade prinser forbrænder julefedtet
For en god sags tjeneste smuttede Storbritanniens prins William og prins Harry ud på grønsværen i deres første arrangement efter julen.
Prins Harry og prins William spillede side om side.
Prins Harry og prins William spillede side om side. Foto: Scott Heppell/AP


Efter at have mæsket sig i julens syndige sager hoppede Storbritanniens prins William og prins Harry i fodboldtøjet for en god sags tjeneste.

Den 33-årige tronarving og hans 31-årige lillebror deltog søndag i en årlig velgørenheds-fodboldkamp, som de plejer at deltage i.

Normalt duellerer det royale brødrepar på hvert sit hold, men i år stod prins William og prins Harry side om side på grønsværen og spillede for team Black Horse Inn.

På trods af vilde vejrforhold med piskende regn og vind dukkede der masser af tilskuere op og heppede på den royale duo, som dog ikke scorede nogen mål i opgøret.

Fodboldkampen var brødreparrets første arrangement efter julen, som særligt prins William så frem til at fejre i år.

I maj måned blev han nemlig far til datteren prinsesse Charlotte, som derved tilføjede et ekstra sæt hænder rundt om juletræet i familien, der også tæller toårige prins George.

Selv om familieforøgelsen har bragt masser af glæde på slottet, havde den åbenhjertige prins dog et eneste presserende ønske på sin liste i år.

- George kommer til at hoppe rundt som en kanin, fordi han endelig forstår, hvad julen handler om. Hvis jeg overhovedet får nogen søvn juleaftensdag, ville det være fantastisk, sagde han tidligere på måneden om sin lille dreng, som han har med hertuginde Kate.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.