Et års karantæne fra roning. Sådan lyder straffen for Christian Michaelsen, som ved tre lejligheder har forbrudt sig mod de såkaldte whereabouts-regler.
Efter aftale med roeren er det sportschefen for Dansk Forening for Rosport, Lars Christensen, der udtaler sig i sagen, og han forklarer, at sløseri er baggrunden for de tre tilfælde.
- Han har ikke givet besked, hvis han ikke var hjemme, og han har kendt reglerne om at skulle redegøre for, hvor han var i mindst en time i døgnet.
- Sløseriet består i, at han ikke har givet Antidoping-Danmark besked om, at han ikke var til stede på den adresse, han har angivet at skulle være til stede på, siger Lars Christensen til Ritzau.
Han ser ingen grund til at tro, at den 23-årige roer har indtaget ulovlige dopingpræparater, og at det skulle være årsagen til, at han tre gange ikke har overholdt reglerne.
- Nej, slet ikke. Han er et ungt menneske, som simpelthen bare ikke har fulgt op på tingene. Han er næsten lige flyttet hjemmefra.
- Det er også derfor, vil kalder det sløseri, og der er absolut ingen grund til at tro, at han har gjort noget, han ikke skulle gøre.
- Det er en rigtig dyr lærestreg og rigtig ærgerlig sag. Men regler er regler, og det er et godt system, som vi bakker 100 procent op om, siger sportschefen.
Karantænen løber med tilbagevirkende kraft fra den 8. oktober 2014 og frem til 8. oktober 2015.
Christian Michaelsen må hverken træne eller konkurrere i nogen foreninger under Dansk Idræts Forbund, mens karantænen står på.
/ritzau/