Sponsorer hjalp tysk verdensmester til HC Midtjylland
HC Midtjylland fik hjælp til at hente Pascal Hens, efter HSV Handball gik konkurs i januar.


Der blev løftet på øjenbrynene, da HC Midtjylland fra bundregionen i Boxer Herreligaen tirsdag præsenterede den tidligere tyske landsholdsspiller Pascal Hens som ny spiller i klubben.

Tilgangen af den over to meter høje tyske bagspiller var dog heller ikke kommet i stand uden økonomisk støtte fra klubbens sponsorerer. Det siger HC Midtjyllands sportschef, Peter Andersen.

- Vi udtaler os ikke så meget om det økonomiske, men det er klart, at Rød Billet er gået med ind i det, og der er flere andre, som også har støttet op omkring det.

- Vi har arbejdet på højtryk for at nå at få ham hentet. Det er gået stærkt, og det lykkedes kun, fordi HSV desværre gik konkurs, ellers havde det ikke været nogen mulighed.

- Nu var han fri på markedet, og så gik vi all-in, for vi synes, det kunne være fedt at få en tidligere tysk europa- og verdensmester på holdet. Det er jo en kæmpe kapacitet, det er helt vildt, siger Peter Andersen.

35-årige Pascal Hens har fået en kontrakt på halvandet år, men tyskeren kan forlade midtjyderne inden, hvis han får et godt tilbud.

- Pascal Hens kan komme ud af kontrakten, men det kan alle de andre spillere også, hvis der kommer et godt tilbud. Men planen er, at han er her til sommeren 2017, siger sportschefen.

Med otte kampe tilbage af grundspillet og syv point op til Sønderjyske på den slutspilsgivende ottendeplads, tyder det ikke på, at HC Midtjylland når slutspillet i denne sæson.

Det er dog også først næste år, at Pascal Hens' nye klub forventer at toppe. Her kommer også den tidligere danske landsholdsspiller Dennis Kirkegaard samt yderligere to unavngivne spillere til klubben.

- Det kan blive svært at nå slutspillet i år, men vi satser. I næste sæson skal vi i top-6. Derfor præsenterer vi også lørdag yderligere to spillere, der skal hjælpe os med det, siger Peter Andersen.

I første omgang gælder det dog lørdagens pokalsemifinale mod ligatopholdet Team Tvis Holstebro.

- Det er klart, at tilgangen af Pascal Hens giver yderligere tro på, at vi kan drille Tvis Holstebro, siger sportschefen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.