Spøgefuld græker i retten: Det var en dårlig joke
To grækere er tiltalt for at fremkalde alvorlig frygt for andres liv efter en bombejoke i lufthavnen.


- Det var en form for dårlig joke.

Sådan lyder det fra en 65-årig mand i Københavns Byret onsdag om den episode, hvor han og en kollega spøgte med at have en bombe i bagagen i Københavns Lufthavn i november.

Grækeren er sammen med sin 33-årige kollega tiltalt for overtrædelse af straffelovens paragraf 266 om at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv ved at true med at foretage en strafbar handling.

De to mænd, som også tiltales for at være årsag til omfattende forstyrrelser af flytrafikken, nægter sig skyldige.

Den 33-årige græker forklarer, at joken om bomben blev sagt på en spøgefuld og smilende måde. Han tilføjer også, at det var en uheldig bemærkning.

- Det var ikke meningen, at nogen skulle føle sig truet. Det var uheldigt, oversætter tolken for den græske forretningsmand, der er klædt i et mørkt jakkesæt.

Men en kvindelig medarbejder i lufthavnen blev nervøs, fordi mændene fastholdt "spøgen" og kom med tilføjelsen om, at den ene var en eftersøgt terrorist fra Paris.

Den 65-årige mand nægter, at han skulle have sagt, at den ene var en eftersøgt terrorist, og den 33-årige græker forklarer, at han ikke kan huske, at det bliver sagt.

Men den kvindelige SAS-medarbejder, som bombebemærkningen blev sagt til, husker tydeligt bemærkningen om den eftersøgte terrorist.

- Jeg bliver nervøs, da terroristbemærkningen falder. Jeg har sagt, at de skal stoppe, fortæller kvinden i retten.

Episoden fik politiet til at evakuere Terminal 3. En politikommissær, der er kaldt ind som vidne, forklarer:

- Hele situationen kunne ikke være anderledes, end at vi blev nødt til at tømme terminalen.

Havde den 33-årige græker vidst, at der var opstået "et problem" efter bombejoken, var han blevet ved skranken og prøvet at løse det, fortæller han.

Spøgen kan komme til at koste grækerne dyrt. DSB og Metroselskabet har nedlagt påstand om erstatning. De kræver henholdsvis 24.150 og 42.500 kroner i erstatning.

Der forventes dom i sagen senere onsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.