Splittet Tyrkiet stemmer om Erdogan
Tyrkiet er ved at blive et mellemøstligt land snarere end et europæisk land, advarer iagttagere før valg.
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har været den altdominerende politiske lederskikkelse i sit land siden 2003 og er også hovedpersonen ved søndagens valg.
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har været den altdominerende politiske lederskikkelse i sit land siden 2003 og er også hovedpersonen ved søndagens valg. Foto: /AP


Præsident Recep Tayyip Erdogans navn står ikke på nogle af stemmesedlerne ved parlamentsvalget i Tyrkiet søndag, men ingen er i tvivl om, at det hele drejer sig om landets kontroversielle præsident.

På et tidspunkt hvor Tyrkiet er dybt splittet og kastet ud i en krise af millioner af flygtninge, af terrorangreb i Ankara, af krigene i Syrien og Irak og af en optrappet konflikt med kurdiske separatister, er det stadig mest personen Erdogan, som de fleste er optaget af.

Veteranpolitikeren Erdogan og hans parti, AKP, har siden 2003 både drejet Tyrkiet i retning af en mere islamiseret stat og ført landet gennem reformprocesser, som skulle forberede det på optagelsesforhandlinger med EU.

Men modstandere af Erdogan siger, at det aktuelle parlamentsvalg kun er udskrevet af præsidenten, fordi hans parti ikke fik absolut flertal ved et valg i juni. Erdogan ønsker flere magtbeføjelser knyttet til præsidentposten.

- Blodet flyder i Tyrkiet. Erdogan og hans regering forsøger at slå politisk mønt af denne stemning ved at tvinge landet til at vælge mellem kaos og den bestående orden, skriver lederskribenten Kadri Gürsel, som for nylig blev fyret fra dagbladet Milliyet, fordi han havde påkaldt sig Erdogans vrede.

Mange har den mistanke, at hemmelige styrker, der støtter regeringen, er involveret i bombedrabene på 102 demonstranter i Ankara den 10. oktober.

Den fremtrædende, politiske kommentator Cengiz Candar, der skriver for avisen Radikal, advarer om, at Tyrkiet er ude på en så farlig glidebane, at det kan blive som Syrien.

- Vi bliver mere og mere syrificeret, og vi er ved at blive et mellemøstligt land snarere end et europæisk land, skriver han med henvisning til blandt andet kurdiske oprørere i PKK.

På Center for Mellemøststudier fremhæver lektor Mehmet Ümit Necef, at Tyrkiet trods alt er et stabilt demokrati, og han venter at se mere forsoning efter valget.

- Situationen er alvorlig, men det er trods alt positivt, at ingen boykotter valget. Erdogan ventes nu at samarbejde mere, og valget kan blive et vendepunkt for forholdet mellem Tyrkiet og EU.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.