Splittelse i fagbevægelsen: "Toppen legaliserer karensdage"
LO og FTF skulle hellere tage helt afstand fra karensdage i stedet for at gå ind på tre dage om året, hvor de ledige ikke kan få dagpenge. Sådan lyder det fra initiativet Dagpenge til Alle, der holder fagligt topmøde tirsdag.
Initiativet Dagpenge for Alle demonstrerede under Dagpengekommissionens pressemøde for en solidarisk løsning
Initiativet Dagpenge for Alle demonstrerede under Dagpengekommissionens pressemøde for en solidarisk løsning Foto: Jesper Svarre


Hvor mange dage om året skal de ledige miste deres dagpenge? Dagpengekommissionen foreslår otte af de såkaldte karensdage, mens LO og FTF kun vil have tre.

Men i store dele af fagbevægelsen er de helt imod at indføre karensdage.

- Det er at fordre hunden med dens egen hale. Og ude i fagforeningernes lokalafdelinger er der stor utilfredshed med en løsning, hvor de arbejdsløse selv får lov til at betale for forbedringerne, siger Ole Nors.

Han er talsmand for initiativet Dagpenge for Alle, der tirsdag holder et fagligt topmøde, hvor omkring 200 fagligt aktive fra hele landet mødes for at diskutere dagpengekommissionens udspil.

Det var det samme initiativ, der under pressemødet i går sejlede rundt i en båd med budskabet: "En solidarisk løsning er mulig". Se det her.

- I stedet for karensdage skulle politikerne hellere føre nogle af de penge tilbage, som de sparede på dagpengereformen i 2010, siger Ole Nors.

Folkeligt pres

Ole Nors er medlem af 3F's hovedbestyrelse og næstformand i Transportgruppen i 3F Aalborg. Han håber, at det vil gøre indtryk på politikerne, at så mange fagforeninger er gået sammen om at kræve karensdagene taget af bordet.

- Nu prøver vi på at sætte et folkeligt pres for at få en ordentlig dagpengeløsning, der ikke går ud over de arbejdsløse, siger han.

Hvis karensdagene ender med at komme med i det politiske forlig, har fagbevægelsens top en stor del af ansvaret, mener Ole Nors. Godt nok lavede LO og FTF en mindretalsudtalelse, hvor de sagde, at de kun kunne gå med til tre karensdage.

- Men hvorfor pokker tager de så ikke helt afstand fra det? Toppen af fagbevægelsen har legaliseret, at der skal være karensdage, og den griber politikerne så, siger han.

Uanstændig politik

Heller ikke a-kasserne er vilde med karensdagene. Brancheorganisationen AK-Samvirke frygter, at karensdagene kan blive en knap, som politikerne let kan skrue på, hvis de vil forringe dagpengene.

- Det kan godt være, det ender på tre dage nu. Men om fem år sætter de det måske op til fem dage, siger Torben Poulsen, der er formand for AK-Samvirke.

Han ser karensdagene som en forringelse af dagpengesatsen.

- Man går ind og tager penge direkte fra folk. Satsen er lav nok i forvejen, og så vil man sætte den ned, hvis folk ikke er så heldige at kunne finde et arbejde. Det, mener vi, ikke er rimeligt, siger han.

Han er enig med Ole Nors i, at politikerne hellere skulle bruge de penge, de har sparet på dagpengereformen, til at finansiere de forbedringer, der også ligger i dagpengekommissionens forslag.

- Det er politikerne, der har skabt problemet, så det er en uanstændig politik, at det er de forsikrede, der skal finansiere det, hvis der skal ske forbedringer, siger han.

Læs her hvorfor LO's formand Harald Børsting er godt tilfreds med dagpengekommissionens anbefalinger trods karensdage.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.