Splid i Parlamentet inden kommisærudnævnelser
Europaparlamentets godkendelse af den kommende EU-kommission har udviklet sig til højt politisk spil.
Det lykkedes Margrethe Vestager at bestå sin godkendelseshøring i Europaparlamentets økonomiudvalg.
Det lykkedes Margrethe Vestager at bestå sin godkendelseshøring i Europaparlamentets økonomiudvalg. Foto: Yves Logghe/AP


Selv om den danske kommissærkandidat, Margrethe Vestager, torsdag aften gled glat igennem sin godkendelseshøring i Europaparlamentets økonomiudvalg, er det fredag langt fra givet, at kommende kommissionsformand Jean-Claude Juncker som planlagt kan få hele sit hold godkendt ved en afstemning i det samlede parlament om tre uger.

Inden høringerne gik i gang, var der indgået en form for fredsaftale mellem parlamentets to store grupper - de borgerlige i EPP og socialdemokraterne i S&D - om ikke at spænde ben for hinandens kandidater.

Men kilder i EPP siger fredag formiddag til Ritzau, at fredsaftalen er afblæst. En lignende melding kommer fra kilder i S&D.

Høringerne af de 27 kommissærkandidater gik i gang i mandags.

Problemerne begyndte onsdag under høringen af briten Jonathan Hill. Han skal i næste uge til et nyt møde med økonomiudvalget, som ikke var imponeret over britens viden om kapitalmarkeder, der vil være en central del af hans arbejdsområde med ansvar for finansiel stabilitet.

Det kan ifølge kilder i parlamentet meget vel være, at Hill bliver godkendt i anden runde. Som tilknyttet parlamentets tredjestørste gruppe, konservative ECR, behøver hans problemer ikke at få afgørende betydning for hele holdet.

Men borgfreden mellem de to store grupper begyndte at vakle, da socialisterne senere onsdag gik hårdt til den borgerlige spanske kandidat, Miguel Arias Cañete. Der er tvivl om, hvorvidt han med sine bånd til oliebranchen vil være den rigtige til at forvalte klima- og energiområdet.

Torsdag svarede de borgerlige i EPP igen ved at skabe tvivl om deres opbakning til Frankrigs socialdemokratiske kommissærkandidat, Pierre Moscovici.

I alt fem kandidater - tre fra EPP, en fra S&D og en fra ECR - skal nu igennem forskellige former for en anden runde.

Parlamentsformand Martin Schulz og formændene for de syv politiske grupper ventes at evaluere alle høringerne torsdag i næste uge.

Hvis ikke formandskonferencen finder tiden moden til at sætte det nuværende kommissærhold til samlet afstemning i parlamentet 22. oktober kan parlamentet enten forsøge at få Juncker til at skifte enkeltkandidater ud eller flytte rundt på deres ansvarsområder.

Junckers talsmand ønsker fredag ikke at kommentere situationen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.