En person er død af listeria efter at have spist fisk fra Hjerting Laks. Det oplyser Statens Serum Institut til TV 2. Det drejer sig om en ældre person.
I alt er fire personer blevet syge efter de har spist fisken fra den pågældende producent. Ifølge dr.dk drejer det sig om koldrøget og gravad laks.
Virksomheden Hjerting Laks blev også sidste år sat i forbindelse med et mindre udbrud af listeria med samme bakterietype.
Derfor tager Fødevarestyrelsen situationen meget alvorligt og har været på gentagne kontrolbesøg, ligesom man har skærpet kontrollen af listeria på virksomheden. Hjerting Laks samarbejder med Fødevarestyrelsen om at løse problemet.
Forbrugerne kan selv gøre en indsats
Listeria er en naturligt forekommende bakterie, som gerne må være til stede i små mængder i visse, såkaldt stabiliserede produkter.
- Som forbruger skal man huske på, at man risikerer, at antallet af listeriabakterier vokser til et farligt niveau, hvis man ikke håndterer fiskeprodukterne korrekt. Derfor vil vi minde forbrugerne om at følge Fødevarestyrelsens råd om god køkkenhygiejne. Man bør fx sørge for at lægge fiskeprodukter på køl ved 5 grader, smide mad ud der har overskredet "Sidste anvendelsesdato" og huske, at når emballagen er åbnet, holder produkterne kun få dage på køl, siger sektionsleder Annette Perge fra Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Der er ikke fundet ikke fundet forhøjede niveauer af listeria i nogen af Hjerting Laks' produkter ude i butikkerne, og virksomheden er derfor ikke blevet bedt om at tilbagekalde produkter fra butikkerne. Annette Perge kan derfor ikke afvise, at det er forbrugernes håndtering af fisken, der har gjort dem syge. Hun siger samtidig til TV 2, at man derfor ikke behøver at skille sig af med de produkter fra Hjerting Laks, man måtte have i køleskabet.
Direktør i Hjerting Laks, Christoph Kjærgaard, er ikke sikker på, at listeriaen stammer Hjerting Laks.
- Vi mener ikke, at Fødevarestyrelsen kan være sikker på, at bakterien stammer fra Hjerting Laks. De har ikke undersøgt til bunds, om bakterien kan stamme fra en anden producent. Det har vi klaget over, siger han til TV 2.
I Danmark bliver der årligt registreret omkring 50 sygdomstilfælde på grund af listeriabakterier, men i 2009 og i 2014 var der 90-100 på grund af større udbrud. I år er der indtil videre registreret 25 tilfælde. Det er overvejende personer, som er svækkede i forvejen, som bliver syge af listeria.