Spisesteder og hoteller med elevmangel frygter praktikbøder
Med trepartsaftalen vil det koste for virksomheder, der ikke tager elever. Men nogle steder er der elevmangel.
Ifølge brancheorganisationen Horesta har en del hoteller og restauranter svært ved at skaffe elever til deres praktikpladser. Med den nye trepartsaftale frygter organisationen, at ufrivillig elevmangel kan udløse økonomisk straf.
Ifølge brancheorganisationen Horesta har en del hoteller og restauranter svært ved at skaffe elever til deres praktikpladser. Med den nye trepartsaftale frygter organisationen, at ufrivillig elevmangel kan udløse økonomisk straf. Foto: Colourbox/Colourbox.com


Som led i den nye trepartsaftale, der er præsenteret fredag, skal virksomheder med for få eller ingen elever i praktik betale et øget bidrag til den fælles uddannelseskasse.

Men den bid af aftalen vækker bekymring i en del hoteller og restauranter, hvor man ofte må søge forgæves efter elever, siger Katia K. Østergaard, administrerende direktør i brancheforeningen Horesta.

- I hotel og restaurationserhvervet mangler vi at få unge mennesker ind på praktikpladser. Vores erhverv står i den modsatte situation. Nemlig at virksomhederne simpelthen ikke kan få nok elever ind i forhold til det antal praktikpladser, de stiller til rådighed.

- Vi mangler elever som tjenere, kokke og receptionister. Det er en generel udfordring i hele landet, men særligt i provinsen, siger hun.

Med trepartsaftalen, som er forhandlet på plads mellem regeringen, arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer, indføres et merbidrag på omkring 27.000 kroner per elev til virksomheder, der ikke tager sin andel af elever, der skal uddannes.

Det skal bidrage til målet om at skaffe 8000-10.000 flere praktikpladser frem mod 2025, så flere unge kan gennemføre en erhvervsuddannelse.

Horesta frygter, at virksomheder med ufrivillig elevmangel kan blive ramt på pengepungen.

Hos Dansk Erhverv har direktør Laurits Rønn siddet med til trepartsforhandlingerne, og han forsikrer om, at problemet med elevmangel også hos for eksempel bagere og slagtere har været på bordet.

- Vi har forsøgt at begrænse frygten ved at lave en bestemmelse om, at virksomheder, der har søgt forgæves efter en elev i tre måneder, kan søge dispensation for at skulle betale det ekstra bidrag, siger han.

Ifølge Katia K. Østergaard foretog Horesta sidste år en medlemsundersøgelse, hvor 14 procent af de adspurgte virksomheder forgæves havde forsøgt at få elever, mens mere end 25 procent oplevede, at det var blevet sværere.

På spørgsmålet om hotel- og restaurationserhvervet simpelthen er for dårligt til at gøre sig attraktiv for de unge, siger hun:

- Jeg tror, at det handler om, at man skal kunne meget som elev i vores branche. Ud over at have kvalifikationerne i orden skal man også have en menneskelig tilgang, fordi vi er et serviceerhverv.

- Og så skal man være indstillet på at arbejde på tidspunkter, hvor kontorelever normalt ikke er på arbejde, fordi har vi har åben 24/7. Det kan være skræmmende for nogen, siger hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.