Spis dig rask og styrk immunforsvaret
Immunsystemet kommer nemt under pres i de mørke måneder, hvor sygdommene står på spring. Se her, hvordan du holder sygdommene på afstand.


Efterårskulden kryber ind gennem utætte vinduer, og snart må de første danskere bukke under for sygdommene, der følger med de mørke måneder.

- Vi bliver mere syge om efteråret og vinteren. Der er en klar overvægt af snot, influenza og lungebetændelser, fordi vi nemmere bliver kolde og kommer i kontakt med hinandens bakterier, siger Anette Straadt, der er sundhedsplejerske, til Ritzau Fokus.

Men faktisk kan du udskyde eller helt undgå de snottede dage på sofaen.

- I mange situationer kan man halvere risikoen for at blive syg ved at spise rigtigt, siger Martin Kreutzer, der er ernærings- og træningsekspert.

Martin Kreutzer fortæller, at noget, der især styrker kroppen, er frugt og grønt af den kraftfulde slags. Især bær og kål, som indeholder mange antioxidanter.

Der er også to typer fedt, der styrker immunforsvaret. Den ene type fedt finder man i olivenolie og avocado. Den anden findes i fiskeolierne.

- Mange er bevidste om sundheden i fiskeolierne, men de spiser alt for lidt. Man skal spise så meget som muligt, faktisk anbefaler jeg 75-100 gram fed fisk om dagen. Det svarer til en dåse tun eller makrel, siger Martin Kreutzer.

Hvis en hverdag fyldt med fisk bliver for meget, kan du bytte den friske fisk ud med fiskeolietabletter af god kvalitet, anbefaler Anette Straadt.

Hun fortæller, at op mod 80 procent af immunforsvaret sidder i fordøjelsen - og det er vigtigt, at man har mange gavnlige bakterier i tarmene. Det kan man blandt andet få gennem tabletter med mælkesyrebakterier.

Krydderurter er også godt for sundheden. De er nemlig fyldt med energi i komprimeret form, og selv en smule gavner enormt meget, forklarer Martin Kreutzer. Det er især oregano, frisk basilikum og mynte der sammen med ingefær, gurkemeje og hvidløg er med til at booste sundheden.

Men man kan også skade sit immunforsvar. Ved at ryge, drikke mere end en genstand om dagen, spise sprøjtede fødevarer eller usund mad i store mængder, er man godt på vej til at køre immunforsvaret i sænk.

- Hvis du trænger til noget sødt at drikke så brug hellere pengene på en smoothie, der styrker immunforsvaret, end en sodavand, der skader det, siger Martin Kreutzer.

Træning har også en god effekt på immunforsvaret såvel som på kroppens muskler. Lige efter hård træning kan man godt opleve at have et svækket immunforsvar. Men når kroppen så slapper af, bliver både muskler og immunforsvaret genopbygget til det stærkere.



Fakta: Sådan styrker du dit immunforsvar

- Disse fødevarer styrker immunforsvaret: Bær, kål, fed fisk som makrel eller tun, avocado, olivenolie, ingefær, gurkemeje, hvidløg og krydderurter som oregano, frisk basilikum og mynte.

- Disse fødevarer svækker immunforsvaret: Fastfood, forarbejdet pålæg, slik og sodavand.

- Træning hjælper med at styrke immunforsvaret, men lige efter træning kan du opleve et svækket immunforsvar. Det bliver dog stærkere, når du hviler dig.

- Fokusér på at sove nok og prioriter de vigtigste ting i hverdagen, så du undgår at stresse for meget.

Kilde: Martin Kreutzer, ernærings- og træningsekspert

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.