Spinkle mænd med rygsæk og pistol røvede penge i Aldi
Aldi på Hundige Strandvej blev lørdag eftermiddag udsat for røveri. To unge mænd truede med pistol.
Røverne slap væk med et ukendt kontantbeløb fra Aldi på Hundige Strandvej i Greve.
Røverne slap væk med et ukendt kontantbeløb fra Aldi på Hundige Strandvej i Greve. Foto: Colourbox/Colourbox.com


To unge mænd gik lørdag lidt efter klokken 12 ind i Aldi-supermarkedet på Hundige Strandvej i Greve og truede kasseekspedienten med en pistol.

Selv om politiet blev alarmeret, slap røverne væk til fods med et kontantbeløb, som ordensmagten dog holder for sig selv af hensyn til efterforskningen.

De to unge mænd er således fortsat på fri fod.

- Vi har været forbi dernede med hundepatruljer, men det lykkedes ikke for hundene at få færten af røverne, siger vagtchef Lars Galasz fra Midt- og Vestsjællands Politi.

De to unge mænd var maskerede og begge spinkle af bygning. De bar begge rygsæk, og den ene havde sportstøj på.

Der er videoovervågning på stedet, og der er også vidner, der har set de to røvere løbe fra stedet, men politiet hører gerne fra andre, der har oplysninger, som kan hjælpe efterforskningen på vej.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.