Spindoktor får snart vished for fremtiden
Politidirektøren i København fastslår, at lækagen af statsministerens skattesag er en alvorlig forbrydelse.
Spindoktor Peter Arnfeldt får meget snart sin sigtelse afgjort, oplyser politiet.
Spindoktor Peter Arnfeldt får meget snart sin sigtelse afgjort, oplyser politiet. Foto: SJ¯RUP THOMAS/Polfoto


Om nogle uger ventes Københavns Politi at afgøre, om sigtelsen mod den tidligere spindoktor for Troels Lund Poulsen skal opgives, eller om der er grundlag for en anklage.

Peter Arnfeldt har været sigtet i mere end to år.

Sagen betragtes som alvorlig, understreger politidirektør Thorkild Fogde, som blandt andet har haft betjente til at følge med i nogle af afhøringerne i kommissionen.

- Vi vil hurtigst muligt tage stilling til sigtelsen mod Peter Arnfeldt, siger politidirektøren, hvis folk nu vil læse beretningen, som er blevet offentliggjort mandag.

En afgørelse kan ventes om "nogle uger," oplyser han.

At personlige skatteoplysninger blev lækket til dagbladet BT, er ifølge politidirektøren en alvorlig forbrydelse.

- Om man er politiker, en kendt person eller bare helt almindelig dansker, skal man kunne have tillid til, at ens personfølsomme oplysninger behandles fortroligt. Og det uanset om de opbevares hos Nets, CSC eller hos Skat, siger han.

- Når der sker et brud på den fortrolighed, som alle har krav på, er det en alvorlig sag, siger politidirektør Thorkild Fogde.

Han understreger, at det fra begyndelsen har været Københavns Politis ønske at komme til bunds i sagen og få opklaret, hvem der har begået forbrydelsen.

I den forbindelse minder han om, at dagbladet BT konsekvent har nægtet at udtale sig med henvisning til pressens kildebeskyttelse.

Politidirektøren ønsker ikke at gå i detaljer med, hvad politiet har foretaget sig under efterforskningen, eller om afhøringerne i kommissionen har givet anledning til noget.

Som nævnt har Peter Arnfeldt været sigtet af politiet i mere end to år, og han har været utålmodig med hensyn til at få en afklaring.

Men hverken Københavns Byret eller Østre Landsret har villet tvinge politiet til at tage stilling inden en bestemt tidsfrist.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.