Fredag i sidste uge oplevede en ældre dame fra Bornholm det ultimative mareridt, da en hjemmerøver trængte ind til hende i boligen i Rønne.
Han tapede hendes mund og hænder, og tog kontanter fra hendes pung samt et Dankort, som han fandt koden til i hendes taske.
Politiet valgte allerede samme dag at offentliggøre et foto af den formodede gerningsmand. Det var taget af et overvågningskamera ved pengeautomaten, hvor han efterfølgende hævede 6.000 kroner på Dankortet, han stjal fra kvinden.
Og heldigvis for offeret har Bornholms Politi allerede pågrebet manden, som de mener står bag forbrydelsen. Det drejer sig om en 37-årig, som i dag blev fremstillet i retten på Bornholm i grundlovsforhør.
Ifølge Bornholms Tidende foregik en del af grundlovsforhøret for lukkede døre grundet den fortsatte efterforskning. Men retsmødet mundede ifølge avisen ud i, at manden blev varetægtsfængslet i fire uger.
Det kom under retsmødet frem, at den sigtede er tidligere straffet. Hjemmerøveriet, som den 37-årige mand er sigtet for, blev begået i prøvetiden for en dom, han fik i december 2014.
Samtidig er han spilleafhængig, kom det frem.
Den sigtede nægter sig skyldig, men kærede ikke varetægtsfængslingen, der varer til den 15. december.