Spiegel: 30 ledere er involveret i VW-skandale
Flere end "et par softwareingeniører" er involveret i svindel hos VW, skriver Spiegel. VW-talsmand afviser.
Flere ledende personer er involveret i svindelskandalen hos Volkswagen, skriver Der Spiegel.
Flere ledende personer er involveret i svindelskandalen hos Volkswagen, skriver Der Spiegel. Foto: Markus Schreiber/AP


Mindst 30 ledende personer var involveret i svindelskandalen hos Volkswagen, hvor der blev snydt med målinger af dieselbilers udledning, skriver det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel ifølge Reuters.

Der Spiegel henviser både til interne og eksterne undersøgelser.

VW's amerikanske topchef, Michael Horn, sagde i sidste uge, at det var "et par software-ingeniører", der installerede det program, som kunne snyde med forureningsmålinger.

Han sagde, at beslutningen ikke var bilkoncernens.

Volkswagen afviser onsdag oplysningerne i Der Spiegel.

- Dette tal er helt grundløst, siger en talsmand fra bilgigantens hovedkvarter i den tyske by Wolfsburg til Reuters.

Michael Horn har tidligere forklaret, at han allerede i 2014 kendte til, at der var problemer med udledninger fra bilgigantens dieselbiler. Men det var først i september, at han fik kendskab til den snydesoftware, der var installeret på millioner af biler.

Det har han understreget i en forklaring til undersøgelsesudvalget under den amerikanske kongres.

Ifølge Michael Horn blev han først informeret om eksistensen af den ulovlige software "et par dage" før 3. september, hvor selskabet officielt erkendte, at den fandtes, oplyser han.

- Det var ikke selskabets beslutning at anvende softwaren i dieselbilerne, men derimod noget som enkeltpersoner gjorde, sagde VW-chefen.

Tysk politi foretog i sidste uge ransagninger i Volkswagens hovedkvarter, hvor dokumenter og harddiske blev beslaglagt. Private lejligheder blev også ransaget i Volkswagens hjemby, Wolfsburg, samt andre byer.

Politiet arbejder på at sikre dokumenter og data, som kan pege i retning af de ansvarlige for forureningsskandalen, der har vakt opsigt verden over.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.