Spelmann: Silkeborg skal have en røvfuld
Martin Spelmann bevarer troen på OB. Midtbaneslideren er klar til at give Silkeborg en røvfuld på lørdag.
OBs Martin Spelmann er klar til at tryne Silkeborg efter endnu et skuffende nederlag.
OBs Martin Spelmann er klar til at tryne Silkeborg efter endnu et skuffende nederlag. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


OB har de seneste sæsoner været at finde i bunden af Superligaen, og samme skæbne lider man indtil videre under i denne sæson.

Mandag aften tabte fynboerne 1-2 hos FC Nordsjælland, men midtbaneslideren Martin Spelmann, der i kampen var gjort til anfører, giver ikke op.

- Vi kunne have vundet 10 kampe i streg, og vi havde stadig stået med en grim smag i munden efter FC Nordsjællands to mål. Den første faldt pivheldigt ned for fødderne af en af deres spillere, og nummer to kunne vi have undgået, siger Spelmann.

- Vi mangler generelt noget skarphed i begge ender, men jeg mister ikke troen på det her. Det skal nok komme. Vi er gode nok til at komme meget længere op i tabellen. Det viser vi hver dag på træningsbanen.

Spørgsmål: Er det ikke svært at blive ved med at tro på, at I er gode nok?

- Du får ikke mig til at give op. Det gør jeg ikke, før det er umuligt, og det er der bestemt ikke noget, der er. Jeg er 100 procent overbevist om, at vi nok skal komme ud af det her, siger Spelmann.

- Hvis vi peger fingre og hænger med hovedet hver gang, så kommer vi ingen vegne. Men hvis vi rykker sammen i bussen og finder de positive ting frem, så skal vi nok få flyttet det her.

- Nu har vi en vigtig kamp mod Silkeborg på lørdag, og de skal have en ordentlig røvfuld. De skal smides ud af stadion. Det er vores hjemmebane.

Målmand Mads Toppel er helt enig med mandagens anfører.

- Vi er på rette vej, selvom vi stadig er nede i hullet. Nu kan det være, at vi skal se at få fundet stigen, så vi kan komme op, siger Toppel.

- Det skal Silkeborg også, så det bliver et hundeslagsmål, det kan jeg garantere. Der skal kæmpes igennem.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.