Spektakulært fyr åbner til en af Danmarks vildeste udsigter
Efter 10 år kan danskerne igen komme til tops i Rubjerg Knude Fyr i Vendsyssel, hvor en storslået udsigt venter.
Rubjerg Knude Fyr er 85 meter højt og har en udsigt, hvor du kan stirre lige ned i det brusende hav.
Rubjerg Knude Fyr er 85 meter højt og har en udsigt, hvor du kan stirre lige ned i det brusende hav. Jens Nørgaard Larsen


Rubjerg Knude Fyr inviterer igen gæster helt til tops.

Det sker fra mandag den 21. marts, hvor adgangen til tårnets top atter må tages i brug efter byggeriet af en ny trappe, fortæller DR Nordjylland.

Det er første gang i ti år, der er mulighed for en lovlig og sikker tur til toppen i det 116 år gamle fyr, der ikke har været i funktion i flere år og i dag trues af havet, der hastigt æder sig ind på klinten.

Og der venter publikum en helt særlig oplevelse, ifølge Jesper Blom-Hansen, der er skovrider hos Naturstyrelsen i Vendsyssel.

- Nu står man faktisk helt ude på kanten og kan kigge fra fyrets top direkte ned i havet. Det er en ret vild oplevelse at være der oppe, siger skovrideren.

Styrter i havet inden for 15 år

Toppen af Rubjerg Knude Fyr er 85 meter over havets overflade.

- Det står simpelthen så spektakulært, som man nærmest kan forestille sig. Det kan vel nærmest ikke blive vildere, siger Jesper Blom-Hansen til DR Nordjylland.

Fyret indvies officielt mandag eftermiddag klokken 13.

Realdania, Hjørring Kommune og ENV-fonden har tilsammen postet mere end 3 millioner kroner i renovering og genåbning af Rubjerg Knude fyr, der ligger syd for Lønstrup.

Ifølge en pressemeddelelse fra Realdania forventes fyret at styrte i havet inden for de næste 15 år.

 

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.