Speedwaylegenden Hans Nielsen er ny landstræner
Hans Nielsen overtager posten som landstræner for de danske speedwaykørere efter Anders Secher.
Speedwaylegenden Hans Nielsen er ny landstræner i speedway. Han har fire individuelle VM-titler bag sig. Han overtager jobbet fra Anders Secher.
Speedwaylegenden Hans Nielsen er ny landstræner i speedway. Han har fire individuelle VM-titler bag sig. Han overtager jobbet fra Anders Secher. Foto: /Polfoto


Den tidligere speedwaystjerne Hans Nielsen er ny landstræner for de danske speedwaykørere.

Det har Danmarks Motor Union (DMU) offentliggjort på et pressemøde fredag i forbindelse med DM, der køres i Holsted.

Hans Nielsen tiltræder med det samme og erstatter den tidligere landstræner Anders Secher.

Den nye landstræner har selv præsteret på topniveau i speedway og har vundet fire individuelle VM-titler.

Han glæder sig nu til jobbet som ny landstræner, hvor hans første store opgave bliver VM for hold i juli.

- Det bliver rigtigt spændende at komme i gang.

- Og jeg håber, at mine 23 år som professionel speedwaykører på topplan kan være med til at sikre, at dansk speedway også i fremtiden kan blande sig blandt de bedste - både for hold og individuelt, siger Hans Nielsen på DMU's hjemmeside.

Den tidligere landstræner Anders Secher sagde sit job som landstræner op i forbindelse med en konflikt tidligere på året, der handlede om tildelingen af et wildcard til Michael Jepsen Jensen i forbindelse med en grandprixkvalifikation.

Efter konflikten skiftede Secher mening, og han meddelte motorunionen, at han alligevel gerne ville fortsætte i sit job. Unionen har dog alligevel valgt at skifte ham ud med Hans Nielsen.

Jørgen Bitsch, der er formand i DMU, ser Hans Nielsen som en mulighed for at sætte et stærkt trænerteam sammen med ungdomstræner Erik Gundersen og Henrik Møller.

- Det har været en meget spændende proces, hvor der uventet opstod nye muligheder for DMU i forbindelse med wild card-sagen, siger Jørgen Bitsch på hjemmesiden.

Han lægger desuden vægt på, at Hans Nielsens stærke køretekniske evner kan sikre en fortsat udvikling af dansk speedway.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.