Det giver ikke mening, når man snakker om, at nedslidning kun skyldes arbejde, og at kun personer med hårdt fysisk arbejde kommer til at lide under en højere pensionsalder.
Sådan skriver Jens Tølbøll Mortensen, der er speciallæge i samfunds- og arbejdsmedicin i et debatindlæg på information.dk.
Hans indlæg kommer i forbindelse med regeringens ønske om at fremskynde den reform, der handler om at hæve pensionsalderen, for - den stigende levealder taget i betragtning - på den måde at få en større arbejdsstyrke.
Ifølge Jens Tølbøll Mortensen forudsætter det dog, at den stigende levealder ledsages af uændret godt helbred. Og det tror han ikke på er tilfældet.
- Hvis man tager udgangspunkt i selvrapporterede data fra de seneste års store befolkningsundersøgelser, kan det se ud til, at den største gruppe i stedet bare kan se frem til at leve længere med de skavanker, de nu engang har fået, skriver han på information.dk og peger samtidig på de helbredsmæssige belastninger, som tobak, alkohol og fedme bidrager til.
Jens Tølbøll Mortensen påpeger også, at det er en bredere og måske anden gruppe end dem med hårdt fysisk arbejde, der vil få problemer, når pensionsalderen hæves.
For det første er mange af de erhverv, man tidligere omtalte som fysisk belastende, ikke længere så hårde som tidligere, fordi teknologi og arbejdsmetoder har gjort det lettere at varetage dem. For det andet skal man huske den psykiske belastning, mange lider under i dag, skriver han på information.dk
- Alt andet lige må man tænke, at det aldrig at have rigtigt fri, altid at have ’noget liggende i baghovedet’, altid at skulle være til rådighed, aldrig at have nået at lave sit arbejde godt nok, kan være lige så belastende som fysisk slid, skriver Jens Tølbøll Mortensen på information.dk.
Jens Tølbøll Mortensen mener derfor, at vil man ændre på pensionsalderen, så bør den være flydende.
- Sådan at man for hver enkelt fastsatte pensionsalderen individuelt, afhængig af tidspunktet for indtræden på arbejdsmarkedet, men også afhængig af det antal år, den pågældende har været aktiv i beskæftigelse, skriver han i debatindlægget på information.dk.