Spark, slag og bid: Omsorgsmedhjælpere får tæsk på jobbet
En stor del af FOA's medlemmer oplever vold, enten som trusler eller i fysisk form, på deres arbejde.
60 procent af de adspurgte i en undersøgelse fra FOA siger, at de oplever vold eller trusler om vold på deres job.
60 procent af de adspurgte i en undersøgelse fra FOA siger, at de oplever vold eller trusler om vold på deres job. Foto: /Colourbox


Spark, slag, niv, bid og kast med genstande.

Det er blot nogle af de ting, omsorgsmedhjælperne fortæller, de er udsat for på deres arbejdspladser, skriver Fagbladet FOA.

En medlemsundersøgelse fra FOA fortæller, at over 60 procent af omsorgsmedhjælperne har været udsat for vold eller trusler om vold i løbet af det seneste år, og over en tredjedel fortæller, at det sker dagligt, ugentligt eller månedligt. 299 medlemmer deltog i undersøgelsen.

- Det er uhyrligt, at vi er nået dertil. Når der er så meget vold, er der noget, der ikke virker. For mig at se er det et resultat af dårlig normering og mangel på viden, siger Per Grieger-Rene, som er arbejdsskadekonsulent i FOA.

Carsten Feldtstedt er omsorgsmedhjælper på Specialcenter Vest i Slagelse, som er et botilbud for borgere med varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Han genkender det billede, tallene viser.

Efter seks år i jobbet har han haft sin andel af voldsepisoderne. Ud over verbale trusler har han oplevet at få en skabslåge kastet efter sig, en del knytnæver tæt på ansigtet, og en enkelt gang blev han skubbet ret voldsomt.

- Da skabslågen kom flyvende gennem luften, var det vigtigt ikke at blive vred. Vi må ikke gå i panik. Jo roligere, vi kan være, jo bedre er det. Det handler om at skabe tryghed for beboerne, siger han.

Men jobbet er uforudsigeligt, pointerer Carsten Feldtstedt. Kulturen i faget er ofte, at "hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, må man finde sig et nyt arbejde", som han udtrykker det.

FOA har i oktober sammen med Socialrådgiverforeningen, Socialpædagogerne og Dansk Sygeplejeråd henvendt sig til beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen, sundhedsminister Nick Hækkerup og minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold Manu Sareen for at få medlemmernes sikkerhed på dagsordenen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.