Tusinder af spaniere går lørdag på gaden i hovedstaden Madrid til støtte for partiet Podemos, som kalder til kamp imod sparepolitikken, der gør ondt på millioner af spaniere.
Under titlen "march for forandring" er der siden sidst på formiddagen sket en folkesamling på Plaza de Cibeles foran rådhuset, hvorfra menneskemængden vil bevæge sig gennem byen til Puerta del Sol-pladsen.
For fire år siden fyldte demonstranter netop Puerta del Sol-pladsen i ugevis med krav om politiske reformer, da krisen i landet var på sit højeste og mange arbejdsløse måtte forlade deres boliger.
Podemos havde allerede planlagt demonstrationen, før det græske parti Syriza i sidste weekend vandt en jordskredssejr og fik bred opbakning til modstanden mod de omkostningsfulde og strenge krav i EU's og Den Internationale Valutafonds (IMF) låneaftaler.
- Vi vi have en historisk opbakning. Vi vil gerne have, at folk siger til deres børn og børnebørn: Jeg var med i marchen 31. januar, hvor en ny æra for politisk forandring i Spanien tog sin begyndelse, har Podemos leder' Pablo Iglesias sagt før marchen.
Podemos håber at kunne gøre det venstreorienterede Syriza kunsten efter og give de etablerede partier baghjul. Der er spansk parlamentsvalg i november.
Den 36-årige tidligere universitetsprofessor Iglesias har blandt andet optrådt sammen med Syrizas leder, den nye græske premierminister Alexis Tsipras, i kampagner op til demonstrationen.
Podemos blev dannet for lidt over et år siden, men partiet har allerede opnået massiv opbakning i meningsmålinger.
Spanien er ude af recession, og landet havde en vækst på 1,4 procent i fjor i følge de foreløbige skøn. Men knap en ud af fire arbejdere står fortsat uden job.
Lønningerne er samtidig faldet.
/ritzau/AFP