Ved tæt plejekontakt skal social -og sundhedsassistenterne i Esbjerg Kommune frem over tage skjorte og vest af og kun arbejde med t-shirt på.
Skjorter og veste må nemlig ikke blive beskidte, da de skal bruges på jobbet igen dagen efter.
Tilbage i september måned blev sosu'erne bedt om at aflevere en del af deres arbejdstøj tilbage, da man ønskede en reducering af de ansattes tøjpakker for at spare, skriver Lokalavisen Esbjerg.
Det betyder konkret at sosu'erne nu kun må skifte bukser, vest og skjorte hveranden dag, mens de stadig må skifte t-shirt på daglig basis.
Tidligere hed det ellers, at det var vigtigt at skifte tøjet efter dag hver endt arbejdsdag af hensyn til hygiejnen:
"Det er simpelthen så langt ude. Vi gør rent i tøjet, vi sveder i det og tørrer både blod, medicin og det der er værre op med det tøj på," siger en anonym sosu-hjælper til Lokalavisen Esbjerg.
Skulle arbejdet blive for uhygiejnisk, kan sosu'erne trække en heldragt ud over deres arbejdstøj, men i følge den anonyme sosu'er er det ikke til at arbejde med.
Derfor har flere af dem bedt kommunen om lov til at vaske deres arbejdstøj selv, hvilket dog ikke er muligt, da Sundhedsstyrelsen stiller skrappe krav til vask af tøjet, skriver Lokalavisen Esbjerg.
Hvordan Sundhedsstyrelsen stiller sig over for Esbjerg Kommunes nye regler for arbejdstøjet, melder historien ikke noget om.
Jane Klemmentsen, der er afdelingschef for Omsorg, afviser at de nye regler allerede er trådt i kraft:
"Der sker hele tiden en afvejning af tingene, når man skal spare. Vi kigger på, hvor de store udgifter er, og hvordan vi så kan spare på dem. I denne uge har vi et møde med tillidsrepræsentanterne, hvor vi skal finde ud af, hvordan det kan gøres, hvis tøjpakkerne bliver lavet mindre," siger hun til Lokalavisen Esbjerg.
Hun kan ikke svare på, hvorfor nogle af kommunens sosu'er allerede er blevet pålagt at aflevere noget af deres arbejdstøj og holde hus med resten.
Kilde: Lokalavisen Esbjerg.