Spar penge på pasbilledet: Køb det på nettet
Du kan få dit pasfoto til næsten halv pris ved at tage billedet selv og få det printet på nettet. Men vær opmærksom på kravene.
Så længe billedet lever op til politiets krav om pasfoto, kan du sagtens tage billedet selv eller bestille det på nettet til en billigere pris.
Så længe billedet lever op til politiets krav om pasfoto, kan du sagtens tage billedet selv eller bestille det på nettet til en billigere pris. Foto: Hajek Ondrej/AP


Danskerne har i årevis betalt i dyre domme for nye fotos til pas- eller kørekort.

Det koster typisk mellem 125 og 150 kroner at få taget et foto til pas eller kørekort hos Borgerservice eller hos en fotohandler. Det viser en opgørelse som Berlingske har lavet.

Gennemsnitsprisen på et pasbillede hos 20 tilfældigt udvalgte fotohandlere er 136 kroner.

Den høje pris hænger efter alt at dømme sammen med, at landets fotohandlere og kommunernes førende pasfotoudbyder Scan-Tech har lavet kartelaftaler og koordineret, hvad prisen på pasfotos skal være, viser en foreløbig rapport fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som Berlingske har fået indsigt i.

Hos Borgerservice kan prisen på pasfotos dog svinge afhængigt af, hvor i landet man bor.

I Københavns Kommune koster det 95 kroner at få taget et pasbillede.

Men med et digitalkamera og et par klik med musen, kan man købe sine billeder til pas og kørekort billigere på nettet.

Flere netvirksomheder tilbyder at redigere, beskære, printe og fragte billeder, som du selv har taget, så billedet kan bruges som pasfoto.

Og det er der intet forgjort i, hvis billedet lever op til kravene for pasfotos, siger Michael Skov Jensen, kommunikationsrådgiver hos Rigspolitiet.

- Så længe billedet overholder politiets regler for pas og kørekort, er der ikke krav om, at det skal komme fra kommunen eller en fotohandler, siger Michael Skov Jensen.

Hos www.foto-fabrikken.dk koster det for eksempel 75 kroner inklusiv fragt for seks pasfotos. Hos www.pasfoto.dk er prisen 85 kroner inklusiv fragt for seks pasfotos.

På www.billedbutikken.dk kan man få fire billeder for 77 kroner inklusiv fragt, mens det koster 99 kroner inklusiv fragt at få fire billeder fra www.idfoto.dk.

Man skal dog være opmærksom på, at det billede, man uploader, lever op til politiets krav. Nogle butikker har ingen "godkendelsesgaranti".

Men så længe billedet er taget korrekt, er der heller ingen ko på isen hos Borgerservice.

- Man kan altid komme på Borgerservice med et 'gammeldags' billede printet på fotopapir eller gå til en fotohandler og få billedet uploadet digitalt, så Borgerservice kan hente billedet ned fra nettet, siger Stefan Jessing Lund, pressekonsulent hos Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune, som den københavnske Borgerservice hører under.

 

Fakta: Sådan tager du et pasfoto efter reglerne
  • Billedet skal være vellignende og vise ansigtet og det øverste af skuldrene. Det skal være taget lige forfra og være egnet til indskanning.
  • Formatet skal være 35 mm x 45 mm. Hovedet skal være 30-36 mm fra hagespids til hårtop.
  • Der må kun være én person på billedet. Baggrunden skal være uden motiver og i ensartet, lys farve. For eksempel lys blå eller lys grå farve.
  • Hvis du har briller, må øjnene ikke være skygget af stellet, og der må ikke være refleksion i glasset.
  • Billedet skal være et fotografi eller printet på fotopapir af god kvalitet og med meget høj opløsning.

Du kan se læse alle reglerne og finde eksempler på rigtige og forkerte pasbilleder på https://www.politi.dk/da/borgerservice/pas/pasbilleder/

Kilde: Politiet

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.